Kina vil bygge togrute under havet til USA
Kina planlægger at bygge fire internationale togruter - én med endestation i London.
Riv to dage ud af kalenderen og rejs med højhastighedstog fra Kina til USA. Sådan kan fremtidens rejsemulighed se ud, hvis der er hold i de rygter, der lige nu florerer i kinesiske medier.
Kina planlægger angiveligt at bygge verdens længste jernbane fra Beijing til USA via Rusland og Canada. Det skriver den kinesiske statsejede avis Beijing Times ifølge The Guardian.
Ifølge den ambitiøse plan skal togruten have sin begyndelse i den nordøstlige del af Kina, fortsætte gennem det russiske Sibirien, køre via en undervands-tunnel i Stillehavet, videre fra Alaska til Canada og til sidst ende i USA.
Hastighed på 350 km/t
Ifølge avisen og jernbaneeksperten Wang Mengshu vil det kræve en tunnel på 200 km., hvis toget skal nå fra Rusland til Alaska. Den vil dermed blive fire gange så lang som verdens længste undervands-tunnel, Eurotunnelen, der går fra England til Frankrig.
Hele ruten, som indtil videre har fået navnet "Kina-Rusland-Canada-USA", vil blive 13.000 km. lang. Det gør den til verdens længste foran den transsibiriske jernbane, der er 3.000 km. kortere.
Toget skal køre med en gennemsnitshastighed på 350 km/t, og derfor vil rejsen komme til at vare to dage.
"Vi er i gang med forhandlingerne. Rusland har allerede tænkt på det i mange år," siger Wang Mengshu til Beijing Times.
Bygger den anden vej
Togruten til USA er langt fra den eneste på det kinesiske tegnebræt.
Ifølge Beijing Times arbejder landet på tre andre internationale ruter. Den første skal gå fra London til Moskva via Paris, Berlin, Warszawa og Kiev. Herfter vil den dele sig i to. En rute fortsætter til Kina gennem Kazakhstan, mens den anden vil løbe gennem Østsibirien.
Den anden rute skal gå fra den vestliggende kinesiske by Urumqi, strække sig gennem Kazakhstan, Uzbekistan, Turkmenistan, Iran, Tyrkiet og ende i Tyskland.
Den tredje skal løbe fra den sydvestlige by Kunming og ende i Singapore.