Global opvarmning gør kloden mere og mere grøn

Især på den nordlige del af kloden vokser træer og buske kraftigere end i 1.000 år. På 12 år er 800.000 km2 ny skov vokset op – knap 20 gange Danmarks størrelse.

Artiklens øverste billede
Sibirien er et af de områder, hvor tundraen er ved at vokse til med buske og træer som her ved en smeltevandsflod på St. Anastasia-øen også kaldet Bolsjevik-øen i det nordlige Sibirien. Foto: Hinrich Baesemann/AP

Sibirien, Alaska, Canada, Grønland samt store dele af Norge og Sverige. Der er ikke længere nogen tvivl om, at kloden er i fuld gang med blive grønnere, fastslår en række internationale forskere.

Også områder af Sahel i Afrika, The Great Plains i Nordamerika samt store områder i Indien og Vestaustralien bliver grønnere.

»Vi kan se på billeder fra satellit, at Jorden generelt er i gang med at blive grønnere,« fastslår professor i biologi Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet.

»Det sker især i hele det nordlige arktiske område, hvor der nogle steder er blevet 5-7,5 pct. mere grønt i løbet af 10 år. Det er ret dramatisk. Og der er ingen grund til at tro, at det ikke vil fortsætte i lang tid, fordi det hænger sammen med den globale opvarmning samt den øgede mængde af CO2 i atmosfæren.«

En stribe forskningsresultater peger i samme retning: Der bliver mere og mere grønt på kloden.

Ifølge forskning offentliggjort i tidsskriftet Science er der fra 2000-2012 kommet 800.000 km2 ny skov på kloden, mens andre skove dog samtidig er skrumpet med 2,3 mio. km2, fordi der foregår afskovning i bl.a. Indonesien.

Nye skove er dog kun en del af forklaringen på den grønnere klode. En væsentlig del handler om, at buske og træer hastigt spreder sig på tundraen i de subarktiske egne.

»Kloden bliver mere og mere grøn særlig i de nordlige egne, hvor buske og træer breder sig på tundraen. I Europa er op mod 1 mia. hektar jord samtidig taget ud af drift. Den vil efterhånden vokse til med buskads og træer. Samtidig har man træplantnings-programmer i bl.a. Kina, ligesom også Argentina får mere skov.«

Skov på Sydpolen?

Jens-Christian Svenning er heller ikke i tvivl om, at grønningen af kloden kan fortsætte i meget lang tid.

»Vi har haft en periode, hvor der var skov på polerne. Ingen siger, at der skal være is ved Nord- og Sydpolen.«

Britiske forskere peger på, at fremtidens nåleskove vil flytte længere mod nord og brede sig ind over tundraen. Allerede i dag er der områder på den nordlige halvkugle, hvor vegetationen i dag ligner den, der for 30 år siden lå fire-seks grader længere sydpå (godt 400-650 km).

Hvis den udvikling fortsætter, kan vegetationen flytte sig op mod 2.000 km længere mod nord, påpeger Jonathan Barichivich fra University of East Anglia i Storbritannien.

Professor Torben Røjle Christensen fra Lunds Universitet i Sverige peger på, at udviklingen går stærkt:

»Der er ingen tvivl om, at den nordøstlige del af Europa og Asien er et af de områder, hvor der virkelig sker ting og sager. Det er også tydeligt, at buskene breder sig på den nordamerikanske tundra, særligt i Alaska. Her kan man med det blotte øje se, hvordan buske invaderer områder, hvor der ikke har været grønne buske før,« fortæller Torben Røjle Christensen.

Ifølge flere undersøgelser er mængden af biomasse – træer, buske, græs og anden vegetation – i den subarktiske del af Nordsverige siden 1997 vokset med 19 pct.

Trægrænsen kravler op

Endelig kravler trægrænsen i bjergene kraftigt opad.

»Undersøgelser fra Sverige viser, at trægrænsen de mest ekstreme steder siden 1912 har flyttet sig 145 m op. Det svarer til, at trægrænsen i gennemsnit er rykket 1,5-2,7 m op hvert år. Det er dog ikke alle steder, det går så hurtigt, bl.a. fordi trægrænsen nogle steder ikke kan flytte sig på grund af geografien,« forklarer Torben Røjle Christensen.

Forskerne understreger, at nogle af ændringerne kan hænge sammen med f.eks. mindre græsning af rensdyr eller andre dyr, hvilket giver bedre vækstmuligheder for den grønne vegetation.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen