Fortsæt til indhold
International

Her er verdens 10 farligste terrorister

Med tilfangetagelsen af Abu Anas al-Libi er der skiftet ud på ranglisten over de farligste i verden.

Los Angeles

Al-Qaeda-lederen Abu Anas al-Libi havde god grund til at se sig over skulderen de seneste mange år.

Ikke mindst, siden han i 2000 blev eftersøgt af de amerikanske myndigheder, som en af bagmændene bag al-Qaedas angreb på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania tilbage i 1998.

Han figurerede på FBI's liste over de mest eftersøgte terrorister, den såkaldte "most wanted list", men forleden endte flugten, da han blev taget til fange ved højlys dag i nærheden af den libyske hovedstad, Tripoli, i en fælles operation mellem FBI, CIA og USA's hær.

Dermed skal der skiftes ud på diverse lister over verdens mest eftersøgte og mest berygtede terrorister.

Omdiskuteret liste

Men enhver opgørelse vil uden tvivl blive genstand for en endeløs debat alt efter, hvor man bor.

Hvis man lever i Moskva, vil man sikkert hævde, at den berygtede tjetjenske terrorleder Doku Umarov skal placeres øverst på listen, fordi han har taget æren for flere bombeangreb og selvmordsangreb i Rusland.

Mange israelere vil omvendt pege på Hassan Nasrallah, den nuværende generalsekretær for det libanesiske parti og paramilitære bevægelse Hizbollah, der har blæst til kamp mod Israel.

Tv-stationen CNN har forsøgt at udarbejde en opdateret rangliste over de farligste hovedpersoner og bagmænd i terrorbevægelserne.

1. Ayman al-Zawahiri

Den 62-årige egypter har siden Osama bin Ladens død i maj 2011 været leder af al-Qaeda. Ayman al-Zawahiri kommer fra en velhavende familie af læger og professorer og er selv uddannet kirurg og islamisk teolog. I 1988 var han med til at stifte al-Qaeda, og han har siden haft en ledende rolle i organisationen.

Ayman al-Zawahiri.

Al-Zawahiri regnes ikke for at være samme galionsfigur for jihadisterne som Osama bin Laden. Han ledelsesstil er mere tilbagetrukken, men selvom han ikke har samme status som sin forgænger, dækker al-Qaeda ifølge den det britiske nyhedsmagasin The Economist over et større område og har flere soldater end på noget tidspunkt under Osama bin Laden.

Den amerikanske regering har udlovet en dusør på 25 mio. dollars for Ayman al-Zawahiris tilfangetagelse.

2. Nasir al-Wuhayshi

Han er blot 36 år, men har allerede nu et fyldigt terrorist-cv og betragtes som et af al-Qaedas klart farligste medlemmer. I en periode var han under Osama bin Ladens vinger som ekslederens personlige sekretær i Afghanistan. I 2001 vendte han dog tilbage til hjemlandet Yemen, hvor han kort efter blev arresteret.

Nasir al-Wuhayshi.

Sammen med 22 andre al-Qaeda-medlemmer gravede han sig i 2006 ud af fængslet og var med til at starte AQAP, der er al-Qaedas regionale afdeling på den arabiske halvø.

I dag er han leder af gruppen, og mens USA samarbejder med Yemens regering om at pågribe Nasir al-Wuhayshi, vokser støtten til terrorgruppen i regionen, hvor Nasir al-Wuhayshi er en yderst populær skikkelse.

3. Ibrahim al-Asiri

Den 31-årige Ibrahim al-Asiri fra Saudi Arabien er muligvis ikke en velkendt skikkelse i offentligheden. Men han er særdeles kendt af de vestlige efterretningstjenester, som frygter hans skruppelløshed og evner som bombemager.

Ibrahim al-Asiri.

Al-Asiri er manden, der designede den såkaldte undertøjsbombe, som nær havde fået et amerikansk fly til at styrte ned over Detroit ved juletid i 2009.

Senere designede han de sofistikerede printerpatronbomber, som havde kurs mod USA, inden de blev opdaget i et fragtfly under en mellemlanding i London efter et tip fra efterretningstjenesten i Saudi-Arabien.

Bomberne var gemt så godt, at britisk politi ikke fattede mistanke selv efter at have tjekket den implicerede printer.

Der er tale om et nedrigt geni, som ifølge tv-stationen CBS også har eksperimenteret med kropsbomber – det vil sige sprængfarlige implantater i menneskekroppe.

4. Ahmed Abdi Godane

Al-Shabaabs nyeste leder vil have sharialov indført i hele verden, og hans interne kritikere i den somaliske terrororganisation er netop ryddet af vejen.

Ahmed Abdi Godane

Godane menes også at stå bag det blodige terrorangreb i Westgate Shopping Mall i Nairobi, hvor mindst 72 mennesker blev dræbt.

Osama bin Laden sagde i sin tid nej tak til et officielt kompagniskab med den ihærdige jihadist og hans terrorregime i Somalia, fordi han tilsyneladende var en tand for ekstrem.

I et brev opfordrede bin Laden i august 2010 i stedet sin kollega til koncentrere sig om Somalia, hvor han burde optræde som en mere tålmodig, retfærdig og rummelig leder.

Den 36-årige Godane lyttede ikke til rådene. Efter bin Ladens død lykkedes det ham at få opfyldt et længe næret ønske – at fusionere al-Shabaab med al-Qaeda.

”Krigene slutter ikke, før sharia er indført på alle verdens kontinenter,” har han sagt på en video.

Efter terrorangrebet i Nairobi vil efterretningstjenesterne uden tvivl intensivere jagten på Godane.

Ifølge flere internationale medier svømmede Navy Seal-soldaterne forleden ind til stranden i Barawe, en mindre kystby 180 km syd for hovedstaden, Mogadishu, for at fange eller dræbe flere ledende al-Shabaab-skikkelser. De fik dog ikke ram på Godane.

5. Moktar Belmoktar

Han er eftersøgt af myndighederne i adskillige lande i Nordafrika for gidseltagning og drab på vestlige og amerikanske statsborgere og leder et stort og velorganiseret smuglernetværk i det sydlige Algeriet, Mali, og andre lande i Sahara.

Moktar Belmoktar.

Den berygtede enøjede militante islamist rykkede uden tvivl op på listen, da han tidligere på året tog skylden for den blodige gidselaktion, som i januar udspillede sig på et gasanlæg i det sydlige Algeriet.

Efter en belejring, som varede tre dage, fandt man i alt 40 vestlige ansatte dræbt ved gasanlægget.

Moktar Belmoktar, som blev født i 1972 og voksede op i fattigdom i den sydlige del af Algeriet, beskrives som en meget meget garvet og erfaren person indenfor international jihad og han har tilsyneladende en forunderlig evne til at skjule sig og undgå at blive fanget.

6. Abu Muhammad al-Golani

For få år siden ville han ikke være i nærheden af top 10. Men med borgerkrigen i Syrien har verden fået øjnene op for oprørslederen Al Golani fra den ekstremistiske gruppe al-Nusra.

Det amerikanske udenrigsministerium i Washington mener, at al-Golani er skyldig i angreb på uskyldige civile i Syrien og har derfor stemplet ham som terrorist.

Al-Nusra, der har ry for at være en af Syriens mest effektive guerillabevægelser, har vakt stor bekymring i flere vestlige lande på grund af gruppens tætte forbindelser til al-Qaeda i Irak.

7. Abu Bakr al-Baghdadi

Irak er på randen af en åben krig og oplever jævnligt terrorangreb. En af hovedproblemerne er al-Qaedas leder i Irak, Abu Bakr al-Baghdadi, som står bag mange af de blodige angreb.

Al-Qaeda forsøger i højere grad end tidligere at få ram på steder med mange uskyldige civile, blandt dem cafeer og markeder.

USA har reageret ved at udlove en dusør på 10 mio. dollars for oplysninger, der kan føre til pågribelsen af Abu Bakr al-Baghdadi.

8. Sirajudin Haqqani

USA har også sat det Pakistan-baserede Haqqani-netværk, der ligeledes har forbindelse til al-Qaeda, på sin terrorliste.

Netværket med Sirajudin Haqqani i spidsen står bag en række yderst blodige aktioner i Afghanistan mod udenlandske soldater og afghanske ledere.

Haqqani er søn af gruppens grundlægger og menes at være omkring 40 år.

Han tilhører Pashtun-klanen i Afghanistan og har sin højborg i den sydøstlige del af landet og ind i Pakistan.

USA anklager de pakistanske efterretningsmyndigheder for at støtte Haqqani, der også menes at stå bag et angreb på USA's ambassade i Kabul.

Der er op til 5 mio. dollars i dusør, hvis man kan levere afgørende oplysninger om hans opholdssted.

9. Abubakar Shekau

Han er den mest eftersøgte og frygtede leder af den islamiske gruppe, Boko-Haram, der står bag en lang række blodige attentater mod kristne kirker og i det hele taget kristne mål i Nigeria.

Abubakar Shekau.

Abubakar Shekau og Boko Haram kæmper for at indføre en islamisk stat i den nordlige del af Nigeria, og siden 2009 har gruppens oprør ifølge det franske nyhedsbureau AFP's oplysninger kostet omkring 3.600 mennesker livet, herunder de mennesker, som er dræbt af sikkerhedsstyrker under bekæmpelse af den islamiske gruppe.

I august blev Shekau meldt dræbt i forbindelse med en ildkamp mod specialstyrker fra Nigerias militær. Men siden er der sået tvivl om den status, fordi han for nylig optrådte en Boko Haram-video, hvor han påtog sig ansvaret for en række angreb af nyere dato.

10. Doku Umarov

Den 48-årige islamist fra kaukasusregionen går under navnet ”Emiren af Kaukasus” og regnes for en af de mest indflydelsesrige islamister i regionen.

Doku Umarov.

Han tog i sin tid ansvaret for en metrobombe i Moskva i marts 2010, hvor 40 mennesker blev dræbt og beordrede tilsyneladende også det selvmordsangreb, som kostede 36 mennesker livet i Domodedovo-lufthavnen i Moskva den 24. januar i 2011.

Han blev født i den sydlige del af Tjetjenien i 1964 og blev engagerede sig i de separatistiske bevægelser, da den daværende russiske leder Boris Jeltsin sendte tropper ind i regionen i 1994.

”Det var min skæbne at stå i spidsen for jihad. Jeg vil lede og organisere jihad dikteret af Allah,” proklamerede han i 2007 på en islamistisk hjemmeside.

Ligesom med mange af de andre eftersøgte terrorister er der fem mio. dollars på højkant, hvis man har nævneværdige oplysninger, der kan føre til Umarovs tilfangetagelse.

JP-Dok: Se hvordan PET-agent skaffede kone til topterrorist