Tre bud: Den næste republikanske præsident...
Lektor: Partiet vil formentlig vælge en kandidat fra højrefløjen.
Selv om republikaneren Mitt Romney tabte præsidentvalget, markerer det ikke afslutningen på højredrejningen i partiet. Når det republikanske parti skal opstille en kandidat ti næste præsidentvalget, bliver det formentlig en fra partiets højrefløj.
Det vurderer Derek Beach, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, over for Jyllands-Posten.
"Romney blev kun republikanernes kandidat, fordi han trak mod højre. Partiet har en tendens til at udpege yderligtgående kandidater, fordi det kun er de mest rabiate vælgere, der stemmer til primærvalgene," forklarer Derek Beach, der kommer med tre bud på en ny præsidentkandidat for det republikanske parti:
- Marco Rubio, der i øjeblikket er senator i delstaten Florida.
- Paul Ryan, der siden 1999 har siddet i Repræsentanternes hus og i august blev udnævnt til Mitt Romneys vicepræsidentkandidat.
- Bobby Jindal, der er guvernør i delstaten Louisiana.
"Både Paul Ryan og Marco Rubio ligger forholdsvist langt til højre i partiet, og deres politik er på flere områder beslægtet med tea party-bevægelsen. Bobby Jindal er mere moderat end de to andre, men han ligger stadig til højre for Romney," siger Derek Beach.
"Bobby Jindal og Marco Rubio er begge brune kandidater. Bobby Jindal er af indisk afstamning, mens Marco Rubio har latinamerikanske forældre. Hvis en af dem bliver partiets næste kandidat, kan republikanerne appellere til det voksende brune mindretal i USA. Et mindretal, der inden for få år bliver et flertal."
En moderat outsider
Tendensen med at vælge yderligtgående kandidater i det republikanske parti kan dog stå for fald, hvis vælgerne til primærvalgene begynder at tænke anderledes end tidligere.
Hvis republikanerne bliver trætte af at have tabt de seneste præsidentvalg, kan de begynde at tænke taktisk. I stedet for at vælge den mest rabiate, kunne vælgerne gå på kompromis og i stedet vælge en kandidat, der rent faktisk har mulighed for at vinde valget.
"Hvis det sker kunne Chris Christie, der er guvernør i delstaten New Jersey være en kandidat, for han kommer fra en forholdsvis demokratisk delstat, så han har været nødt til at være moderat. Men det store spørgsmål er, om han ville kunne overleve i et primærvalg," siger Derek Beach.
Palin hører fortiden til
Selv om Sarah Palin var republikanernes vicepræsidentkandidat i 2008, har hun udspillet sin rolle i forhold til at komme i betragtning som republikanernes præsidentkandidat.
"Hun kan appellere til nogle få kernevælgere, men hun fremstår som inkompetent for det store flertal."
"Sarah Palin havde succes i 2010, da tea paty-bevægelsen brød igennem, men nu har hun ingen chancer. Hun er fuldstændig død."