USA's topforhandlere ankommer til møde med Putin i Moskva
Jared Kushner og Steve Witkoff er fløjet til Rusland efter Ukraine-forhandlinger i Abu Dhabi.
USA’s særlige udsendinge Jared Kushner og Steve Witkoff er torsdag formiddag dansk tid ankommet til Moskva, hvor de skal mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, som har en journalist til stede i den russiske hovedstad.
De amerikanske forhandlere er blevet kørt i kortege til Kreml, som huser den russiske politiske ledelse. Her skal mødet finde sted.
Kushner og Witkoff er fløjet til Rusland, dagen efter at de to udsendinge forhandlede med delegationer fra Rusland og Ukraine i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.
Hverken Putin eller Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var til stede under forhandlingerne i Abu Dhabi.