Fortsæt til indhold
Krigen i Ukraine

Ukraine-forhandlinger slutter med aftale om udveksling af krigsfanger

Rusland og Ukraine vil udveksle krigsfanger efter forhandlinger i Abu Dhabi, siger chefforhandlere.

/ritzau/
USA's særlige udsending Jared Kushner taler på et pressemøde efter forhandlingerne i Abu Dhabi. - Foto: Rula Rouhana/Reuters

Forhandlingerne mellem Ukraine, Rusland og USA om Ukraine-krigen i De Forenede Arabiske Emirater er onsdag afsluttet.

Under forhandlingerne er Ukraine og Rusland blevet enige om at udveksle krigsfanger.

Det siger lederen af den russiske delegation, Vladimir Medinsky, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han fortæller desuden, at der blev diskuteret humanitære udfordringer under forhandlingerne. Forhandlingerne fandt sted i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Abu Dhabi.

USA’s særlige udsending Jared Kushner bekræfter, at der er enighed om en fangeudveksling. Ifølge ham er det den hidtil største mellem de to lande.

Antallet af fanger, der vil blive udvekslet, er dog ikke fastlagt endnu.

»En af de positive ting er, at vi blev enige om at gennemføre den største humanitære udveksling af fanger, og vi fastlægger det endelige antal i morgen,« siger Kushner på et pressemøde ifølge Reuters.

Ukraine og Rusland har gentagne gange udvekslet fanger under krigen i Ukraine, som til februar har varet fem år.

Senest blev 270 ukrainere løsladt fra russiske fængsler 23. oktober i bytte for 270 russere, der blev tilbageholdt af Ukraine.

Der er ikke en uafhængig opgørelse over, hvor mange krigsfanger de to lande har udvekslet i alt siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.

Kushner siger desuden, at Ukraine og Rusland diskuterede spørgsmål om territorier på mødet i Abu Dhabi.

Og den ukrainske forhandler David Arakhamia mener, at der er »et godt momentum« for en løsning efter forhandlingerne.

»Jeg tror, at vi har et godt momentum for at nå en løsning inden nytår,« siger David Arakhamia på pressemødet.

Forhandlingerne begyndte tirsdag og fortsatte onsdag formiddag.

Foruden møderne mellem Rusland og Ukraine har den ukrainske delegation holdt møder med repræsentanter for USA og Europa uden Ruslands tilstedeværelse.

Ifølge Vladimir Medinsky har den russiske delegation ikke haft kontakt til EU’s repræsentanter i Abu Dhabi.

Samme melding kom fra talsmand for det russiske styre Dmitrij Peskov under et pressemøde tidligere på dagen.