Hegseth: Rigsretssag vil vise USA's fjender at vi straffer vore egne
Forslag om rigsretssag mod USA's forsvarsminister er en farce, siger Pete Hegseth på pressemøde.
Et forslag om at stille USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, for en rigsret på grund af USA’s krig i Iran er en farce og udtryk for et politisk stunt.
Det siger Pete Hegseth på et pressemøde i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
En rigsretssag vil vise USA’s fjender, at USA vil straffe sit eget lederskab for at gennemføre lovlige militæroperationer, siger Hegseth videre.
- Dette forslag fortæller vores fjender - Iran, kartellerne, hver fjende, der følger med - at USA faktisk vil straffe sine egne krigere og sit eget civile lederskab for med succes at udføre lovlige militære operationer.
- Dette er ikke patriotisme. Det er sabotage, siger Hegseth.
Udmeldingen kommer, dagen efter at Thomas Massie, der er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, fremsatte et forslag om en rigsretssag mod den amerikanske forsvarsminister.
Kongresmedlemmet beskyldte i forslaget Hegseth for ulovligt at føre krig i Iran, da krigen blev iværksat uden først at blive godkendt i Kongressen.
Krigen blev iværksat i slutningen af februar i et samarbejde mellem USA og den israelske regering med Benjamin Netanyahu i spidsen.
Formålet var ifølge de to lande at forhindre, at Iran udvikler atomvåben.
Mere end otte måneder senere er krigen ikke formelt afsluttet.
Ifølge Hegseth var det egentlig ikke USA, der iværksatte krigen.
- Iran iværksatte den for 47 år siden, siger han med henvisning til den islamiske revolution i 1979, hvor præstestyret overtog magten i landet og smed den amerikansk støttede shah på porten.
Forsvarsministeren siger desuden, at krigen i Iran og den amerikanske administrations militæroperationer mod narkokarteller fra Syd- og Mellemamerika ikke kræver Kongressens godkendelse.
- Hver og en var lovlige operationer, beordret af den øverstbefalende, derefter beordret af mig selv, meddelt til Kongressen og udført af amerikanske soldater, der passede deres arbejde, siger Hegseth.
Forsvarsministeren udnytter muligheden for også at rose den amerikanske militæroperation i Venezuela i januar.
Her blev landets daværende præsident, Nicolas Maduro, bortført af amerikanske styrker og bragt til USA, hvor han blev tiltalt for narkoterrorisme og sammensværgelse om indsmugling af kokain.
- En sejr på en nat, en sejr på 48 minutter for at være præcis, siger Hegseth.
Pressemødet finder sted, en uge efter at amerikanerne gik til midtvejsvalg.
Her led Republikanerne, som er Hegseths parti, et stort nederlag, da partiet mistede sit flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus.
De nye medlemmer af Kongressens to kamre træder dog først sammen 3. januar 2027.
Det er Repræsentanternes Hus, der kan tage initiativ til en rigsretssag mod en minister eller en præsident, mens Senatet fører selve sagen.
For at en minister eller præsident kan blive dømt i en rigsretssag, skal der være to tredjedeles flertal for dommen blandt medlemmerne af Senatet.