Fortsæt til indhold
International

Danmark udvandrede fra møde i valutafond under russisk tale

En række lande - heriblandt de nordiske lande - viste modstand mod Ruslands deltagelse ved årligt møde i IMF.

/ritzau/

Repræsentanter fra Danmark og en række andre lande udvandrede lørdag under et møde i Den Internationale Valutafonds (IMF) styringskomité.

Det skete, mens Ruslands finansminister, Anton Siluanov, holdt tale under IMF’s årlige møde i Bangkok, Thailand. Det skriver det norske medie NRK.

Over for Ritzau bekræfter Skatte- og Vækstministeriet, at den danske delegation - sammen med andre lande - udvandrede under den russiske finansministers tale.

Danmark var repræsenteret på mødet på embedsmandsniveau.

Ifølge NRK forlod alle de nordiske lande salen, da Siluanov holdt sin tale, for at markere deres modstand mod Ruslands deltagelse ved mødet.

Det var ikke blot de nordiske lande, men næsten halvdelen af de deltagende lande, der forlod salen. Det siger Joachim Nagel, der er præsident i Tysklands centralbank, til nyhedsbureauet Reuters.

Reuters har også talt med Andrij Pysjnyj, der er formand for Ukraines centralbank.

Han siger, at han var ”imponeret” over antallet af lande, der forlod salen under den russiske finansministers tale.

- Det var et virkelig dybt og følelsesladet øjeblik for mig, siger Pysjnyj.

Danmark er ikke medlem af IMF’s styringskomité, der ledes af Saudi-Arabiens finansminister, men deltager alligevel i møderne.

Blandt de 25 medlemmer af komitéen er Rusland, USA og Norge.