Fortsæt til indhold
International

Trump: Ukraine har brug for en ny præsident

USA's præsident foreslår Ukraine at få en ny leder, der kan lande en aftale med Rusland om at stoppe krigen.

/ritzau/

USA’s præsident, Donald Trump, opfordrer lørdag til, at Ukraine får en ny præsident i stedet for den nuværende, Volodymyr Zelenskyj.

»Jeg vil foreslå, at de får en ny leder, der kan få en aftale på plads,« siger Trump med henvisning til en afslutning på krigen mellem Ukraine og Rusland.

»Jeg tror, at det er på tide, at Ukraine får en ny præsident,« siger han videre i en udtalelse til journalister uden for Det Hvide Hus.

Trump gentager samtidig, at Ukraine skal holde op med at angribe russiske olie- og gasanlæg.

»Han har fandeme (”damn well”, red.) at stoppe,« siger den amerikanske præsident.

Trump har tidligere hævdet, at det er på grund af de ukrainske angreb mod Ruslands oliesektor, at priserne på brændstof er steget, og ikke på grund af den krig mod Iran, som USA og Israel indledte i februar.

Trumps melding kommer, dagen efter at han meddelte, at han har talt med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og at de to har indgået en aftale om at importere millioner af ton diesel fra Rusland.

Det udløste omgående en kritik fra Zelenskyj, der kalder det en »gave til Putin« og siger, at det blot giver Rusland flere penge at føre krig mod Ukraine for.

Flere europæiske ledere har bakket Zelenskyj op.

Det gælder også den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), som mener, at det er ærgerligt, hvis den nye aftale om diesel mellem USA og Rusland sikrer ekstra indtægter til Rusland og derved er med til at finansiere krigen.

Lørdag talte Zelenskyj med den britiske premierminister, Andy Burnham, om at opretholde presset på Rusland.

»Premierministeren gjorde det klart, at Storbritannien fortsat vil skærpe sine sanktioner mod Rusland og tage yderligere skridt for at begrænse den russiske krigsmaskine,« siger en talsmand for Burnham.

Telefonsamtalen fandt sted samme dag, som et nyt russisk angreb har dræbt 20 mennesker – heriblandt tre børn – i den ukrainske by Zaporizjzja.

Zelenskyj og Burnham ventes at holde et personligt møde inden for de næste dage, tilføjer talsmanden.