USA og Sydkorea skruer væsentligt ned for fælles militærøvelser
Trump mener, at fælles militærøvelser med Sydkorea sender upassende og fjendtligt signal til Nordkorea.
Militærøvelserne mellem USA og Sydkorea, som begyndte mandag, bliver reduceret markant.
Det bekræfter Sydkoreas øverste militærkommando i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De fælles militærøvelser mellem USA og Sydkorea bliver afsluttet fredag i denne uge i stedet for torsdag 27. august.
Flere sydkoreanske medier havde tidligere rapporteret om en markant nedskalering af øvelserne efter kritik fra USA’s præsident, Donald Trump.
Sydkorea og USA vil ifølge medierne afslutte øvelsens første fase, som træner det defensive beredskab, mens den anden fase bliver aflyst eller udsat.
I anden fase træner de allierede, hvordan de vil reagere og gå til modangreb i tilfælde af et nordkoreansk angreb.
Meldingerne kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, søndag bad sin forsvarsminister om at skære ned på militærøvelserne.
Trump skrev på Truth Social, at øvelserne er alt for omkostningstunge, og at de sender et signal, der »er totalt upassende og fjendtligt over for et land (Nordkorea, red.)«, der ifølge Trump er respektfuldt og ikke har været truende.
Trods Trumps udmelding begyndte øvelserne som planlagt mandag.
Trump beskrev også i opslaget, at han har et godt forhold til Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Trump havde under sin første embedsperiode som præsident historiske samtaler med Kim Jong-un, som han mødtes personligt med.
Ifølge den amerikanske avis The Wall Street Journal presser Trump angiveligt på for et nyt møde med Kim Jong-un inden for de kommende måneder. Avisens oplysninger kommer fra unavngivne amerikanske embedsmænd.
Det atombevæbnede Nordkorea har længe udtrykt vrede over de fælles militærøvelser, som landet betragter som generalprøver på en invasion.
I en kommentar onsdag kaldte det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA USA og Sydkorea for »krigsmagere«, der øger spændingerne på den koreanske halvø. Det skriver Reuters.
Sydkorea har været en tæt amerikansk allieret i mere end 70 år. De to lande har en fælles forsvarstraktat, som primært handler om at beskytte Sydkorea mod naboen Nordkorea.
Naboerne er teknisk set stadig i krig. I 1953 indgik de en aftale om våbenhvile, som stadig gælder. Men de sluttede ikke fred.
USA og Sydkorea holder jævnligt fælles militærøvelser. De har til formål at simulere kampe mod nordkoreanske styrker og forberede Sydkorea på mulige angreb fra nord.