USA vil presse Europa til at øge forsvarsudgifter gennem tilbagetrækning
Inden for seks måneder vil USA gennemgå tropper i Europa for at se, om nogle kan trækkes hjem, siger Hegseth.
Europa er i gang med en enorm oprustning af sine militære kapaciteter, men det går ikke hurtigt nok for USA.
Derfor vil USA gennemføre en gennemgang af landets militære tilstedeværelse i Europa inden for de næste seks måneder.
Det siger USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth.
- Dette bliver en reel gennemgang. Den skal sikre, at Nato bevæger sig hurtigt og uigenkaldeligt i retning af, at Europa tager føringen og påtager sig det primære ansvar for Europas forsvar, siger Pete Hegseth.
Udmeldingen kommer på et møde for Nato-landenes forsvarsministre i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles torsdag.
Her har Nato-landene blandt andet fokus på, om de 32 medlemmer lever op til Nato-målsætningen for forbrug på forsvar.
Danmark er blandt duksene med et forsvarsbudget, der allerede i år ventes at nå målet på 3,5 procent af bruttonationalproduktet.
Den målsætning blev opstillet på Nato-topmødet i Haag sidste år, men skal først indfris i 2035.
Danmark er med andre ord langt foran tidsplanen - og også langt foran nogle Nato-lande som Albanien, Slovenien og Slovakiet.
- Nogle lande vil dumpe i gennemgangen, siger Pete Hegseth.
Udmeldingen kommer forud for Nato-topmødet i Ankara i juli.
Her lægger Natos generalsekretær, Mark Rutte, op til at anerkende Europa og Canada for at øge deres samlede forsvarsudgifter med 500 milliarder euro om året.
Dermed har man fået et stærkere Europa i et stærkere Nato, ventes det at lyde fra Nato-chefen.
- Nogle af vores allierede har forstået budskabet og taget affære. I ved godt, hvem I er, og vi sætter stor pris på det, siger Hegseth i en sjælden anerkendelse af de europæiske allierede.
Men samlet set er det ikke nok for Trump-administrationen, lader Hegseth forstå på torsdagens forsvarsministermøde.
Hvis Nato-landene ikke samlet set når deres udgiftsmål, vil USA reducere sit bidrag til dækning af Natos driftsomkostninger. Bidraget er på 790 millioner dollar i 2026, siger Hegseth.
For Europa er det mest bekymrende dog, om USA trækker sine styrker hjem fra Europa.
USA har omkring 100.000 soldater udstationeret i Europa, men man ønsker at trække en del af dem hjem sammen med offensive kapaciteter som kampfly.
Til gengæld er planen, at Europa skal overtage en større del af ansvaret for sit konventionelle forsvar.
På torsdagens Nato-forsvarsministermøde ventes der dog samtidig at blive vedtaget en erklæring om Natos atomforsvar, som vil pege i den anden retning.
For første gang i 18 år ventes Nato-landene i den nukleare planlægningsgruppe at vedtage en erklæring om Natos atomforsvar.
Den vil understrege, at Natos nukleare afskrækkelse er på plads. Eller med andre ord: USA vil lade sine atomvåben i Europa blive og udgøre atomforsvaret for Europa, mens man til gengæld forventer, at Europa overtager ansvaret for det konventionelle forsvar.