Rubio: Vi indgår aftale med Iran eller ordner det på en anden måde
Rubio kan under et besøg i Indien mandag ikke give en konkret dato for, hvornår en aftale med Iran lander.
USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, mener, at USA enten kommer til at indgå en god aftale med Iran eller ”ordne det på en anden måde”.
Det siger han ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP mandag til journalister under et besøg i Indiens hovedstad, New Delhi.
Det fremgår ikke, hvad Rubio mener med ”på en anden måde”.
- Vi har, hvad jeg ser som et ret solidt udspil, i forhold til om de (Iran, red.) kan åbne stræderne, og om vi kan få stræderne åbnet, siger han ifølge AFP.
Han kan dog ikke sige noget konkret om, hvornår aftalen kommer.
- Vi troede, at vi måske ville have nogle nyheder i aftes, måske i dag, men man skal ikke lægge for meget i det, siger Rubio ifølge AFP med henvisning til den mulige aftale.
- Den har stor opbakning i Golfen. Alle de lande, vi har gennemgået den med, forstår, at det ikke bare er meget rimeligt, men at det er det rigtige at gøre for verden, siger Rubio.
Han siger desuden, at han har tillid til, at Iran vil ”indgå i en meget reel, vigtig og tidsbegrænset forhandling om atomspørgsmålet”.
Rubios kommentarer falder inden hans næste etape af besøget i Indien. Her skal han til den nordlige by Agra, der er berømt for Taj Mahal.
USA’s præsident, Donald Trump, dæmpede søndag forventningerne til en aftale, da han sagde, at han havde bedt sine forhandlere om ikke at ”skynde sig”.
- Han har ikke travlt, han kommer ikke til at indgå en dårlig handel, og præsidenten kommer ikke til at lave en dårlig aftale, siger Rubio om Trumps udtalelse.
Krigen brød ud, da USA og Israel angreb Iran den 28. februar, og Iran svarede igen med missil- og droneangreb på tværs af regionen. USA og Iran har overholdt en våbenhvile siden den 8. april.
Rubio siger ifølge AFP til journalisterne, at ”Israel altid har ret til at beskytte sig selv”.
- Hvis Hizbollah har tænkt sig at affyre missiler, eller hvis de affyrer missiler mod dem, har Israel fuld ret til at svare igen på det eller til at forhindre, at det sker, siger han.
Som konsekvens af krigen blev Hormuzstrædet, der er en maritim flaskehals i Golfen, de facto lukket af Iran. 20 procent af verdens olie og gas sejles normalt gennem det smalle stræde, og lukningen har sendt oliepriserne i vejret.