Fortsæt til indhold
International

538 personer meldes dræbt i Iran – USA overvejer indgreb, skriver medier

Mens protesterne fortsætter over hele Iran, er USA's præsident angiveligt blevet orienteret om scenarier for mulige amerikanske militærangreb mod styret i Teheran. 538 personer har ifølge organisation mistet livet ved demonstrationerne.

Dødstallene stiger. Volden breder sig. Og hele situationen kan være på nippet til at eskalere endnu mere.

Efter to uger har de folkelige protester i Iran udviklet sig til de største demonstrationer mod landets regering og præstestyre i flere år.

538 personer har mistet livet i forbindelse med demonstrationerne, lød opdateringen søndag aften dansk tid. Det oplyser den iranske menneskerettighedsorganisation HRANA, der har hovedsæde i USA, skriver Reuters.

Organisationen advarede samtidig om, at det reelle tal kunne være langt højere, eftersom flere dage uden internet gør det svært at verificere dødstal.

Billederne af tåregas og massedemonstrationer i gaderne i hovedstaden Teheran og flere andre iranske byer er gået verden rundt – og bliver også gransket nøje i Det Hvide Hus i Washington D.C.

USA’s præsident, Donald Trump, er blevet briefet om situationen, og hans administration er angiveligt gået i gang med at skitsere, hvordan mulige amerikanske militærangreb mod Iran kan se ud.

Det skriver medierne The New York Times og Wall Street Journal på baggrund af udtalelser fra unavngivne amerikanske embedsmænd.

Drøftelserne handler blandt andet om, hvilke iranske mål der skal rammes i et eventuelt luftangreb, skriver aviserne.

En video på sociale medier viser røg og kaos under demonstrationer mod det iranske regime i byen Mashad lørdag. Reuters har verificeret videoens lokation. Foto: Screenshot fra video

Lørdag gentog Trump, at USA er klar til at gribe ind:

»Iran ser mod frihed, måske som aldrig før. USA står klar til at hjælpe!« skrev han på sit sociale medie, Truth Social.

Ifølge The New York Times har præsidenten endnu ikke truffet en endelig beslutning, men han overvejer angiveligt seriøst at godkende militær indgriben for at standse et blodbad begået mod det iranske folk.

Wall Street Journals kilder understreger dog, at det er normal praksis, at USA lægger militære planer for alle mulige scenarier, og at der ikke umiddelbart er tegn på et nært forestående angreb mod Iran.

Meldingerne kommer blot et døgn efter, at USA’s militær har udført luftangreb mod IS-terrorgruppen i Syrien, og en uge efter USA’s storstilede militæroperation mod Venezuela, hvor præsident Nicolas Maduro blev taget til fange.

Og samtidig med at Trump truer med at overtage Grønland enten på den »nemme måde« eller på den »hårde måde«.

Hospitaler under pres

Sikkert er det, at Trump flere gange offentligt har truet Irans styre med at bruge militær magt, hvis demonstranter begynder at blive skudt ihjel i gaderne i Teheran.

Meget tyder på, at netop dét er, hvad der sker nu.

Flere internationale medier har talt med kilder i Iran, som blandt andet fortæller om overbelastede hospitaler, fordi antallet af sårede og dræbte er så højt.

Til CNN siger en iransk kvinde, at hun har set »lig stablet i bunker ovenpå hinanden« på et hospital i Teheran efter voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter.

Samtidig er der meldinger om, at regimets sikkerhedsstyrker anvender hagl og tåregas for at opløse forsamlingerne, der kræver præstestyrets afgang.

Endnu en video fra sociale medier, som Reuters har verificeret, viste folk i gaderne i byen Mashhad torsdag. Foto: Screenshot fra video

Irans ærkerival, Israel, er angiveligt også i forhøjet alarmberedskab forud for et muligt amerikansk angreb. Det siger tre unavngivne israelske embedsfolk til Reuters.

Formanden for Irans parlament, Mohammad Bagher Ghalibaf, har truet både Israel og USA med gengældelsesangreb, hvis USA angriber Iran. Begge landes militær vil være »legitime mål« for Iran, sagde han i en tale i parlamentet, hvor flere medlemmer brød ud i kampråb som »død over USA!«.

Lukket for internettet

Protesterne i Iran begyndte i slutningen af december blandt handelsdrivende i Teheran, som var utilfredse med den økonomiske krise i landet. Siden har opstanden udviklet sig til en mere generel kritik af landets regering og har angiveligt spredt sig til omkring 100 byer.

Irans regering har siden torsdag lukket for internet og mobilnet i hele landet, så det er meget begrænset, hvad der slipper ud af bekræftede oplysninger.

Der er derfor også forskellige vurderinger af antallet af dræbte, sårede og anholdte.

Ifølge organisationen Iran Human Rights (IHR) har mindst 51 mennesker mistet livet, men det reelle dødstal kan være langt højere, lyder det.

Samtidig opgør den amerikansk-baserede organisation Human Rights Activist News Agency (HRANA) antallet af dræbte til mindst 116 iranere, hvilket er en markant opjustering fra lørdag, hvor HRANA’s tal lød på 65.

Over 2.600 personer skal ifølge organisationen være blevet arresteret, siden protesterne brød ud.