Kim Jong-uns søster kræver svar fra Sydkorea om drone
Sydkoreas militær har afvist at stå bag drone, der ifølge Nordkorea tidligere i januar krydsede grænsen.
Kim Yo-jong, der er søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, kræver en detaljeret forklaring fra Sydkorea, efter at en drone - som Nordkorea anklager Sydkorea for at stå bag - skal være fløjet ind over Nordkorea.
Det rapporterer statslige medier i Nordkorea søndag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Lørdag hævdede Nordkorea, at det, der blev kaldt et fartøj, i begyndelsen af januar krydsede grænsen fra sydkoreanske Ganghwa ind i den nordkoreanske by Kaesong.
Landet delte samtidig billeder af ødelæggelser, som dronen angiveligt stod bag. Fra Nordkorea lød det, at dronen blev skudt ned.
Sydkorea har afvist anklagerne om at stå bag en drone, og landets forsvarsministerium har sagt, at der er tale om en dronemodel, som det sydkoreanske militær ikke bruger.
»Heldigvis gav ROK’s (Sydkoreas, red.) militær en officiel udtalelse om, at det ikke stod bag, og at de ikke har nogen intention om at provokere eller irritere os,« siger Kim Yo-jong i en erklæring, som er blevet bragt af det statslige nyhedsbureau KCNA.
»Men der bør gives en detaljeret forklaring om den konkrete sag med en drone, der krydsede den sydlige grænse til vores republik,« siger hun ifølge KCNA.