Fortsæt til indhold
International

Medie: Millioner af Epstein-filer mangler at blive gennemgået

5,2 millioner siders materiale fra sagen mod Epstein mangler ifølge Reuters fortsat at blive gennemgået.

/ritzau/

USA’s justitsministerium ligger inde med 5,2 millioner siders materiale fra sagen mod den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein, som endnu ikke er blevet gennemgået.

Det fremgår af et dokument fra Trumps administration, som nyhedsbureauet Reuters tirsdag har set.

Her fremgår det også, at ministeriet har brug for hjælp fra 400 advokater fra fire forskellige afdelinger, der frem til januar skal hjælpe med processen.

Gennemgangen af materialet vil formentlig betyde, at der går længere tid, før dokumenterne kan offentliggøres, end først udmeldt. Det fremgår ifølge Reuters af dokumentet.

Egentlig skulle justitsministeriet have frigivet alle dokumenterne senest 19. december på grund af den såkaldte ”Epstein Transparency Act” - en ny amerikansk lov, som blev indført i sidste måned.

Det Hvide Hus og justitsministeriet er ikke umiddelbart vendt tilbage på henvendelser fra Reuters om en kommentar.