Fortsæt til indhold
International

Tørke truer Teherans vandforsyning - præsident advarer befolkningen

I Irans hovedstad håber man snart på regn, og lokale medier melder om vandafbrydelser.

/ritzau/AFP

Tørke får myndigheder i Teheran til at lægge planer om periodisk at afbryde vandforsyningen til de ti millioner indbyggere i hovedstaden.

Regnmængderne har i år været de laveste i et århundrede, siger lokale myndigheder, og i halvdelen af de 31 iranske provinser er der ikke faldet en dråbe i flere måneder.

Nu har regeringen planer om vandafbrydelser. Ifølge lokale medier har der allerede været tørlagte vandrør i løbet af natten i nogle områder.

»Dette vil hjælpe med til at mindske spild, selv om det måske kan være ubelejligt,« sagde Irans energiminister, Abbas Ali Abadi, på statsligt tv.

I en tale, som blev sendt fredag, advarede Irans præsident, Masoud Pezeshkian, om, at der måske vil være behov for at evakuere befolkningen i millionbyen, hvis ikke der falder regn før slutningen af året.

Præsidenten kom dog ikke med detaljerede planer om, hvordan en sådan kæmpe operation skulle gennemføres.

Vejret i Teheran er tørt og varmt om sommeren, mens efteråret typisk byder på mere regn.

Nyhedsbureauet AP skriver, at der er tale om det sjette tørkeår i træk i Teheran. Nogle af byens vandreservoirer er under ti procent fyldte.