Bred opbakning blandt EU-lande til lån til Ukraine fra russiske midler
Ukraine har brug for både militærstøtte og økonomisk støtte. En del af den kan komme fra erstatningslån.
EU-landene støtter ”bredt” op om EU-Kommissionens forslag om et ”erstatningslån” til Ukraine fra de indefrosne russiske midler.
Det siger EU’s udenrigschef, Kaja Kallas.
Udmeldingen kommer på et pressemøde efter mandagens udenrigsministermøde i Luxembourg.
- Erstatningslånet vil sende et meget klart signal til Rusland om, at de ikke kan holde ud i længere tid end os, siger Kaja Kallas.
EU-Kommissionen håber, at EU-landenes stats- og regeringschefer på denne uges EU-topmøde vil give grønt lys til, at kommissionen udarbejder et konkret forslag til lånet.
EU-Kommissionen forventer, at det samlet set kan blive 140 milliarder euro.
De skal efter planen udbetales til Ukraine i rater, efterhånden som Ukraine har behov for det.