Fortsæt til indhold
International

Amerikansk sanger udeblev fra russisk svar på Eurovision

Intervision, der er Ruslands svar på sangkonkurrencen Eurovision, afholdes for første gang i 45 år.

/ritzau/

En russisk pendant til sangkonkurrencen Eurovision afholdes lørdag i Moskva, men akkurat som sangeren Vassy skulle på scenen, blev den australskfødte amerikaners optræden afblæst.

Fra scenen meddelte showets værter, at Vassy alligevel ikke deltager ved sangkonkurrencen.

Udeblivelsen fra konkurrencen skyldes et ”politisk pres” fra den australske regering, oplyser Intervision ifølge nyhedsbureauet dpa.

Oprindeligt skulle den amerikanske R&B-sanger Brandon Howard have været blandt de optrædende ved lørdagens konkurrence, men det droppede han få dage før afholdelsen. I stedet blev han erstattet af netop Vassy.

Intervision Song Contest blev sidst afholdt i 1980, hvor deltagerne primært var daværende sovjetstater såsom Tjekkoslovakiet og Polen.

Konkurrencen blev første gang afholdt i 1965.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, gav dog i februar ordre til, at Intervision igen skulle afholdes.

Rusland blev udelukket fra Eurovision i 2022, da landet invaderede Ukraine. Rusland havde da deltaget i sangkonkurrencen siden 1994. Rusland vandt i 2008.

I konkurrencen deltager 23 lande - heriblandt Kina, Indien, Sydafrika, Serbien, Belarus og Vietnam.

I modsætning til det europæiske Eurovision kan offentligheden ikke stemme. Vinderen af Intervision findes i stedet ene og alene i en udvalgt jury.

Ifølge det svenske medie SVT, der har verificeret jobopslag på blandt andet beskedtjenesten Telegram, får dele af publikum betaling for at se showet.

I jobopslagene tilbydes man løn for at deltage som publikummer. Det fremgår dog ikke, hvad lønnen er.