Grønlands regeringschef varsler konsekvenser for top i Nuuk Lufthavn
Ledelsen i Greenland Airport trænger til fornyelse, mener Jens-Frederik Nielsen efter nye problemer.
Den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, er ikke tilfreds med de forhold, der hersker i den nye lufthavn i Nuuk.
Det siger han til det grønlandske medie Sermitsiaq, efter at lufthavnen senest måtte sætte direkte udenrigsrejser på pause på grund af mangelfuld sikkerhedskontrol.
Han påpeger, at udpegelsen af bestyrelsen i Greenland Airports, der driver Nuuk Lufthavn, ligger hos Naalakkersuisut, den grønlandske regering.
Derfra er det så bestyrelsens ansvar at ansætte ledelsen.
- Vi har fra Naalakkersuisut meddelt over for selskabet, at vi ikke er tilfredse med forholdene i selskabet, og at selskabet ikke har levet op til vores krav, og det vil vi reagere på, siger han til mediet.
Hvordan Naalakkersuisut konkret vil reagere, svarer han ikke på, men understreger, at man først og fremmest vil kigge på bestyrelsen.
Derudover lyder det, at det ikke omhandler de menige medarbejdere, men at ledelsen har ”behov for fornyelse”.