Fortsæt til indhold
International

79 arbejdere er reddet op fra guldmine i Sydafrika

Mindst 260 minearbejdere blev fanget i guldmine, efter at en hejseanordning blev beskadiget torsdag aften.

/ritzau/

79 minearbejdere, der har været fanget i en guldmine i Sydafrika siden torsdag aften, er fredag blevet reddet ud.

Der er dog stadig op mod 180 minearbejdere fanget i minen.

Det oplyser mineselskabet Sibanye-Stillwater ifølge nyhedsbureauet AFP.

- De ansatte, der stadig er under jorden, har fået udleveret mad og vil blive hejst op til overfladen så snart en sikkerhedsundersøgelse af mineskakten er afsluttet, skriver mineselskabet i en udtalelse.

Minearbejderne blev fanget under jorden i Kloof-guldminen, der ligger 60 kilometer vest for Johannesburg, efter at en hejseanordning i mineskakten blev ødelagt. Anordningen bruges til at komme ned i og op af minen.

Fredag aften er pårørende til de tilbageværende minearbejdere samlet uden for minen, viser tv-billeder fra stedet.

Mineselskabet Sibanye-Stillwater vurderede fredag morgen, at de nødstedte minearbejdere ville være bragt op fra minen ved middagstid.

En talsperson for selskabet afviser, at minearbejderne sidder fast.

- Medarbejderne er ikke fanget, men det er blevet besluttet indtil videre at holde dem på en platform i skakten, siger talspersonen til AFP.