Fortsæt til indhold
International

Tidligere udenrigsminister om Løkkes reaktion: »Jeg har tænkt grundigt over det. Jeg tror aldrig, det er sket før«

Det eneste rigtige at gøre, siger Per Stig Møller om, at Danmark har indkaldt den amerikanske ambassadør til en samtale om mulig spionage imod Grønland.

Per Stig Møller har levet et helt liv i politik og var dansk udenrigsminister i ni år. Han kan ikke komme i tanke om en lignende diplomatisk situation.

»Jeg har tænkt grundigt over det. Jeg tror aldrig, det er sket før,« siger Per Stig Møller.

Han kan ikke finde noget, der minder om den aktuelle situation, hvor den nuværende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), har indkaldt den fungerende amerikanske ambassadør i Danmark til en samtale om mulig spionage imod Grønland.

Sagen startede tirsdag, da avisen Wall Street Journal afslørede, at Trump-administrationen har beordret de amerikanske efterretningstjenester til at intensivere spionageindsatsen i Grønland.

»Jeg kan ikke komme på en begivenhed, der kunne have skabt en tilsvarende situation. Amerikanerne har været vrede på os, f.eks. i forbindelse med fodnotepolitikken i 80’erne, men der var det os danskere, der blev skældt ud eller i hvert fald kaldt ind til samtaler,« siger Per Stig Møller.

Hvad siger du til, at den amerikanske ambassadør nu indkaldes?

»Det er det eneste rigtige at gøre. At kalde ham ind og spørge ind til det her. Og hvis han ikke kan dementere det, så skal han have klar besked om at melde tilbage til sin minister i USA, at det skal stoppe. Det er jo en ambassadørs rolle at rapportere hjem, han kan ikke selv gøre noget,« siger Per Stig Møller.

Per Stig Møller var udenrigsminister fra 2001 til 2010. Foto: Jens Dresling

Nyheden om, at Lars Løkke Rasmussen har indkaldt den amerikanske ambassadør til en samtale, er blevet bemærket af en række internationale medier som Bloomberg, Financial Times og BBC.

Hvor alvorligt er det i diplomatisk sammenhæng at indkalde en ambassadør?

»Den ligger i den lave ende af skalaen. Det er ikke sidste trin på stigen. Men det er en markering af, at det her vil vi altså ikke finde os i. At vi ønsker, at det stopper, så vi undgår, at det eskalerer yderligere,« siger Per Stig Møller.

Hvad er de næste trin?

»Spørgsmålet er, hvor meget Danmark kan fortsætte med at samarbejde om at dele efterretninger med et andet land, som åbenbart aktivt modarbejder den grønlandske regering. Altså kan vi give alle oplysninger fra FE til et land, som åbenbart aktivt forsøger at underminere rigsfællesskabet? Vi må gøre det klart, at det kan vi ikke blive ved med, hvis det ikke stopper,« siger Per Stig Møller.

Hvad tænker du om afsløringen?

»Jamen der er jo ikke noget at rafle om. Det er lækket til en avis, og det bliver ikke dementeret af den ansvarlige, tværtimod. Den ansvarlige er i stedet sur over, at det er kommet ud, så det er nærmest en selvafsløring.«

Overrasker det dig, hvis USA gør dette?

»Ja, det er overraskende for mig, at USA simpelthen vil sætte en undermineringskampagne i gang. Fordi det er jo det, det er. Det er jo et klassisk eksempel på, at man forsøger at skabe splittelse og fraktionsdannelser, som kan skabe en masse uro i et land, som USA vil forsøge at udnytte til sin egen fordel.«

»Den grønlandske regering har sagt, at man ønsker en lang og grundig proces imod selvstændighed. USA vil have det til at gå hurtigere og vil på denne måde sætte skub og fart i et ønske om selvstændighed. Det er jo at så splittelse i et andet land, endda en tæt allieret, og det må man altså ikke,« siger Per Stig Møller.