Europas centrale plan om en fredsstyrke i Ukraine vakler
Mens Trump truer med at trække sig fra krigen i Ukraine, er der opstået usikkerhed om Europas slagplan. Koalitionen af villige europæiske lande kan næppe indfri løfterne om tusindvis af fredsbevarende soldater i Ukraine, som Frankrig og Storbritannien har arbejdet på i månedsvis.
Først blev der talt om at sende op mod 60.000 kampklare europæiske tropper til Ukraine for at understøtte en mulig fredsaftale.
Kort tid efter blev planen, som Frankrig og Storbritannien har taget initiativ til, nedskaleret til mellem 10.000 og 25.000 soldater i en europæisk sikringsstyrke, som skulle operere langt fra frontlinjen og kun beskytte ukrainske storbyer, energianlæg og havneanlæg.