Hvad mener USA's unge om Trump efter hans første godt 100 dage?
Rebecca drømmer om at blive Danmarks næste dronning. Anna har en dansk far. Taylor har gået på Aarhus Universitet et semester, og Jason har aldrig været i Europa. Hvad mener fire danskstuderende på University of Texas i Austin om USA under Donald Trump?
AUSTIN, TEXAS
Krisen om Grønland har sneget sig ind i en amerikansk familie i Texas, fordi den 19-årige datter har valgt at tage dansk som et af sine fag på universitetet.
»Min familie er meget konservativ, mens jeg er mere moderat. Jeg har mange familiemedlemmer, som blindt støtter alt, hvad Trump siger. For dem handler truslen om at overtage Grønland om national sikkerhed,« fortæller Rebecca Currie.
Hun har oplevet, at familiemedlemmer og venner råber ad hende eller ikke vil tale med hende, fordi hun støtter Danmark og synes, at det er en dårlig idé at skade en allieret.
Rebecca er en af fire unge danskstuderende på universitetet i Austin, som fortæller Jyllands-Posten om deres oplevelser af Donald Trumps første 100 dage som præsident.