Fængslet svensk journalist har længe været en sten i skoen på Erdoğan
Joakim Medin har igennem en årrække skrevet om kurderne. Det har sat ham i tyrkernes søgelys, og nu er han blevet anholdt og placeret i et højsikkerhedsfængsel.
ISTANBUL
Da den svenske journalist Joakim Medin torsdag pludselig ikke længere gav lyd fra sig efter at have sendt sin redaktør en kort besked om, at han var blevet tilbageholdt i Istanbul lufthavn, var der spekulationer om, at det var sket på grund af hans planer om at dække de store folkeprotester over anholdelsen af byens borgmester.
Det var derfor, han var rejst til Tyrkiet.
Her er flere andre journalister også blevet arresteret og anklaget for at have krænket et midlertidigt forsamlingsforbud.
Men anholdelsen af Medin har intet med hverken protesterne eller journalistiske aktiviteter at gøre, slog det tyrkiske præsidentkontor søndag fast.