Fortsæt til indhold
International

Hendes besøg vækker opsigt, allerede før hun er ankommet. Hvem er Usha Vance, som snart besøger Grønland?

Usha Vances planer om at besøge Grønland i denne uge har allerede vakt opsigt og opstandelse. Men hvem er den amerikanske andendame?

Skudsikre biler og fly med danske betjente er landet i Nuuk forud for et besøg, der har vakt opsigt og opstandelse i Danmark og Grønland.

Usha Vance, hustru til den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s såkaldte ”andendame” vil torsdag aflægge et besøg i Grønland, hvor hun blandt andet vil overvære hundeslædeløb. Med sig har hun USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, samt energiminister Chris Wright.

Det Hvide Hus har bekræftet, at den amerikanske delegation foruden slædeløbet også vil besøge militærbasen Pituffik Space Base, der tidligere var kendt som Thulebasen, for at få orienteringer fra det udstationerede amerikanske personale.

I en video på sin Instagram-profil forklarer Usha Vance, at besøget har til formål at »lære om landets smukke kultur og traditioner«, og at hun kommer »med et håb om, at vores landes forhold vil vokse sig stærkere i de kommende år«.

Men hvem er Usha Vance, der med sit annoncerede besøg puster nyt liv i den højspændte strid mellem Danmark og USA om Grønland?

Usha Vance er af indisk afstamning og kommer ud af en familie, der beskrives som meget akademisk ligesom hende selv. Begge hendes forældre er professorer ved universiteter i San Diego. Desuden er hendes grandtante den ældste professor i hele Indien.

I sin indledende tid som USA’s andendame har hun forholdt sig forholdsvis tilbageholdende, men Usha Vances politiske ståsted har givet anledning til stor spekulation, skriver BBC.

For eksempel var hun registreret som demokrat for under 10 år siden.

Og mens hendes mand, vicepræsident J.D. Vance, i lang tid har været skarp kritiker af den såkaldte woke strømning i samfundet, lader hendes tidligere arbejdsplads til at ligge i den modsatte grøft.

Før J.D. Vance blev udråbt til vicepræsidentkandidat for Trump, havde Usha Vance en succesfuld karriere som jurist. Frem til sin mands udnævnelse arbejdede hun for advokatvirksomheden Munger, Tolles & Olson, som magasinet The American Lawyer har beskrevet som »cool, woke«, mens mediet Vanity Fair har givet rosende ord om virksomhedens »radikalt progressive« politik om køns- og racediversitet ved ansættelser.

Andendamens første stop i sin juridiske karriere trak til gengæld i en anden politisk retning.

Efter jurastudierne på Yale University, hvor hun i øvrigt mødte J.D. Vance, blev hun nemlig advokatfuldmægtig for den senere udnævnte højesteretsdommer Brett Kavanaugh.

Brett Kavanaugh blev udpeget af Donald Trump i 2018 og anses som en fast del af det konservative dommerflertal i højesteret.

Meget tyder på, at Usha Vance fortsat holder fast i relationen til Kavanaugh.

Da vicepræsident J.D. Vance skulle tages i ed, valgte han f.eks. Kavanaugh til at forestå edsaflæggelsen.

Magtfuld galionsfigur?

Ifølge Sten Rynning, professor ved Syddansk Universitet med ekspertise inden for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, er Usha Vances besøg et tydeligt tegn på øget amerikansk interesse i Grønland. Det, på trods af at andendamen ingen forfatningsmæssig rolle har i USA og derved ingen formel magt.

»Amerikanerne har lagt en klar plan for det her. Man sender aldrig øverste etage først, men man starter med fortropper. Næste gang kan man så gå et trin op og forsøge at få et officielt besøg sat i stand,« siger Sten Rynning.

I det hele taget er Usha Vance og hendes position som andendame et relativt ubeskrevet blad i amerikansk politik, forklarer han.

Samme vurdering har Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU.

»Hun er en slags galionsfigur, der gør, at amerikanerne altid kan kalde det et ”social visit”,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Selvom Sten Rynning anser Usha Vance for at være tættere på magtens centrum end f.eks. Donald Trump Jr., der besøgte Grønland i januar, mener han, at man især bør hæfte sig ved de andre gæster i den amerikanske delegation.

»Det er et virkelig stærkt signal, at man sender sikkerhedsrådgiveren Mike Waltz midt i en tid med fredsforhandlinger om krigen i Ukraine,« siger han.