Forskere fanget på Antarktis med voldeligt holdmedlem
En gruppe forskere på en isoleret base i Antarktis har bedt om at blive reddet efter alvorlige anklager om vold og trusler.
På en af verdens mest fjerntliggende forskningsbaser i Antarktis udspiller der sig netop nu en intens situation. For her lever ti personer fuldstændig isolerede fra omverdenen - og nu er én af dem blevet anklaget for overfald.
De resterende medlemmer af gruppen har derfor bedt om at blive reddet, fordi de frygter for deres sikkerhed.
Det lyder som plottet i en gyserfilm, men dette scenarie udspiller sig lige nu på en sydafrikansk forskningsbase i Antarktis.
En mand på basen er ifølge det sydafrikanske medie The Sunday Times blevet anklaget for overfald og trusler om vold mod sine kolleger. Derfor har forskerne på basen bedt om hjælp.
Et medlem fra forskerholdet har ifølge The Sunday Times sendt en mail til den sydafrikanske regering, hvor han anklager et andet holdmedlem for både voldelige og seksuelle overgreb:
»Hans opførsel er blevet mere og mere grov, og jeg oplever betydelige vanskeligheder med at føle mig sikker i hans nærvær. Det er nødvendigt, at der træffes øjeblikkelige foranstaltninger for at sikre min og alle medarbejderes sikkerhed,« står der i mailen.
Personen udtrykker i samme mail bekymring for at blive »det næste offer.«
Det sydafrikanske miljøministerium bekræfter, at der har været et overfald på forskningsstationen efter tidligere beskyldninger om upassende opførsel. Ministeriet siger, at det reagerer på bekymringerne med »den største hast.«
Forskningsbasen ligger mere end 4.000 km fra det sydafrikanske fastland, og de barske vejrforhold betyder, at forskerne er isoleret på basen i ti måneder.
Inden gruppen tog afsted, gennemgik alle medlemmerne »en række evalueringer, der omfatter baggrundstjek, referencetjek, medicinsk vurdering samt en psykometrisk evaluering af kvalificerede fagfolk,« udtaler det sydafrikanske miljøministerium ifølge BBC.
Grundige baggrundstjek minimerer risikoen for hændelser som denne i Antarktis, men det er sket før. I 2018 blev der rapporteret om et knivstikkeri på en russisk forskningsstation.