Magtfuld topdiplomat anklager Rusland for »statssponsoreret terrorisme« mod Europa
Rusland står bag mindst 60 hybridangreb i Europa, viser en ny kortlægning. Samtidig rekrutterer prorussiske grupper i stigende grad personer til at udføre sabotage, spionage og cyberangreb. Betalingen sker i kryptovaluta.
Russiske agenter står bag »statssponsoreret terrorisme« i en skyggekrig mod Europa.
Sådan lyder den hårde anklage nu mod Rusland fra EU’s magtfulde udenrigschef, Kaja Kallas. Meldingen kommer efter nye afsløringer af de udspekulerede metoder, som russerne bruger til at udføre et voksende antal angreb med sabotage, spionage, spredning af falske informationer og andre destabiliserende slag mod Europa.