Andrew Tate var kun i USA i seks dage, før jorden igen brændte under ham
Donald Trump har muligvis spillet en rolle i at få flyttet Tate-brødrene væk fra deres problemer i Rumænien. Men efter mindre end en uge er den gal igen.
Efter to års rejseforbud i Rumænien er den kontroversielle internetpersonlighed Andrew Tate og hans bror tilbage i USA.
Men problemerne er fulgt i hælene på Andrew Tate.
Tate-brødrene er anklaget i Rumænien for menneskesmugling og for at danne en organiseret gruppe til seksuel udnyttelse af kvinder. Andrew Tate er desuden anklaget for voldtægt i landet. De blev begge anholdt i december 2022 og har periodevis været i husarrest samt er blevet nægtet udrejse af Rumænien, mens sagen bliver behandlet.
Men nu er brødrene tilbage på amerikansk jord.
Ifølge Financial Times har den amerikanske præsident Trumps folk gjort et større fodarbejde for at få de to delvist amerikanske statsborgere hjem til USA.
Trumps særlige udsending ved sikkerhedskonferencen i München i sidste måned, Richard Grenell, mødtes ifølge mediet med Rumæniens udenrigsminister for at presse på for at få ophævet Tate-brødrenes rejseforbud.
En talsmand for den rumænske udenrigsminister har bekræftet mødet og emnet, men afvist, at ministeren blev presset til noget. Grenell har kaldt samtalen »indholdsløs«, men erklærede samtidig sin støtte til de to brødre.
Uanset mellemregningerne fik de to brødre deres amerikanske pas igen blot to uger efter München-konferencen.
Mens Tate-brødrene sad om bord på et privatfly med retning mod Florida, blev sagen pludselig bragt op i Det Hvide Hus under et statsbesøg fra Storbritanniens premierminister, Keir Starmer. Her blev Trump bedt om at forholde sig til sin administrations formodede indblanding.
»Jeg ved ingenting. Siger du, at de er på et fly lige nu?« svarede præsident Trump.
Premierminister Keir Starmer blev også spurgt ind til sagen, som har fyldt meget i Storbritannien på grund af fire kvinder, som påstår, at Andrew Tate har voldtaget og kontrolleret dem.
»Det er vigtigt, at retfærdighed sker fyldest. Menneskehandel udgør åbenlyst, set fra mit synspunkt, en sikkerhedstrussel,« sagde Starmer.
Andrew Tate er et globalt internetfænomen med millioner af følgere verden over. Kritikere anser ham som dybt skadelig for særligt unge drenge, da han anklages for at promovere kvindefjendske og racistiske synspunkter. Tate har selv delvist omfavnet anklagerne om sit syn på kvinder ved at omtale sig selv som ”kongen af toksisk maskulinitet”.
Jorden brænder
Få timer efter at Trump havde nægtet noget kendskab til sagen, landede Tristan og Andrew Tate i Florida, USA.
Omgivet af fire livvagter erklærede Andrew Tate sin uskyld til den fremmødte presse i lufthavnen.
»Min bror og jeg er blevet misforstået i stor stil. Der er mange holdninger og meninger, der florerer om os på internettet, men vi er stadig ikke blevet dømt for nogen kriminalitet i hele vores liv,« sagde han.
Floridas guvernør, Ron DeSantis, var hurtigt ude for at sige, at de to brødre ikke er velkomne i Florida.
Til det svarede brødrenes advokat, Joseph McBride:
»De føler sig i sikkerhed i Amerika af flere årsager. Hovedårsagen er dog, at Donald Trump er præsident,« lød det i en pressemeddelelse ifølge BBC.
Begejstringen har formentlig ikke varet længe.
I denne uge kom det nemlig frem, at delstaten Florida har indledt en kriminel efterforskning af de to brødre. Brødrene stod i forvejen over for et amerikansk civilt søgsmål fra en kvinde, der vidnede mod dem i Rumænien. Hun påstår bl.a., at brødrene har tvunget hende til sexarbejde.
Floridas justitsminister har ifølge BBC godkendt ransagningskendelser og udstedt stævninger mod brødrene.
I et podcast-interview onsdag sagde Andrew Tate, at sagen var politisk motiveret af guvernør Ron DeSantis og Floridas justitsminister.
»De frygter mig på grund af min politiske indflydelse. Jeg kan påvirke den maskuline ungdom præcis i den retning, jeg vil,« sagde han i podcasten Real Candace.