Tilbage til krig? Et svækket Hamas forbereder sig på at genoptage kampene i Gaza
Våbenhvilen mellem Israel og Gaza udløber lørdag, medmindre der indgås en ny aftale.
ISTANBUL
Kort før første fase af våbenhvilen mellem Israel og Hamas officielt udløber, er den militante organisation i Gaza i fuld gang med at omgruppere sine militser i nye kampenheder i forventning om en mulig tilbagevenden til aktiv krig.
Den palæstinensiske terrorgruppe har udpeget nye befalingsmænd til geledderne og er begyndt at kortlægge de strategisk punkter, som det er vigtigt for den at kontrollere. Det inkluderer en vurdering af, hvordan den bedst kan udnytte tunneller, som israelske soldater ikke har opdaget og ødelagt.
Nogle tunneller er desuden blevet repareret, ligesom Hamas har delt brochurer ud til nye rekrutter om, hvordan de bruger våben til at føre guerillakrig, rapporterer den amerikanske avis Wall Street Journal på baggrund af arabiske embedsmænd med kontakt til Hamas.
Raketkastere og overvågning
Ifølge den israelske avis Ynet har Israel igennem overvågning også iagttaget opstilling af raketkastere og opsætning af overvågningskameraer for at spore militære aktiviteter. Mindst tre raketter blev i sidste uge i den forbindelse affyret fra Gaza, formentlig ved et uheld.
Gamle lureminer, der var sat op for at dræbe israelske soldater, menes desuden at være blevet deaktiveret og fjernet, men erstattet med nye. Bygninger er også blevet scannet for lytteudstyr, som israelerne måtte have sat op for at kunne overvåge aktiviteter på jorden.
»Lige siden våbenhvilen trådte i kraft, har Hamas flyttet rundt på sine militser og genopbygget. Den mangler mænd og udstyr, og dens kommandostruktur er alvorligt skadet, men den seneste måned har vist, at der er langt igen, før Hamas er besejret,« siger en unavngiven kilde i det israelske forsvar til Ynet.
Forberedelserne finder sted parallelt med, at forhandlinger om en forlængelse af våbenhvilen gik i gang i Kairo torsdag.
Hvis der ikke indgås en ny aftale, udløber den lørdag. Den har foreløbig varet i 42 dage.
Efter den oprindelige plan skulle Israel efter den første fase trække sine tropper helt ud af Gaza, mens Hamas skulle frigive de resterende 59 israelske gidsler, hvoraf 36 menes allerede at være døde. Våbenhvilen skulle samtidig gøres permanent.
Men de to parter står stadig for langt fra hinanden til at kunne blive enige om at stoppe fjendtlighederne helt. Israel kræver, at Hamas afvæbner og opgiver sit politiske greb om Gaza. Det har den militante gruppe indtil videre nægtet, og Netanyahu er under pres fra sin finansminister fra den yderste højrefløj, Bezalel Smotrich, der har truet med at vælte regeringen, hvis krigen ikke genoptages.
Således forsøger Israel – med opbakning fra USA – nu i stedet at få Hamas til at gå med til at forlænge den nuværende fase og frigive flere gidsler, mens parterne fortsætter de mere komplicerede forhandlinger om en afslutning på krigen.
Israel har i den forbindelse allerede slået fast, at det ikke vil trække sig fra den såkaldte Philadelphi-korridor, som er en mennesketom zone på grænsen mellem Gaza og Egypten, som Israel har beskyldt Hamas for at bruge til at smugle våben ind til enklaven. Det havde israelerne ellers forsikret om, at de ville gøre.
Hamas har signaleret åbenhed over for en forlængelse, hvis der samtidig skrues betydeligt op for den humanitære hjælp til Gaza. Bl.a. kræver den ifølge israelske medier containerhuse, flere telte og tunge maskiner til at fjerne ruiner. Den vil også gerne opretholde freden under den muslimske fastemåned, ramadan, som begynder fredag aften.
Men som altid findes djævlen i detaljen. Gidslerne er Hamas’ eneste tilbageværende kort i ærmet, og det er uklart, om terrorgruppen ser en pointe i at forhandle videre og frigive flere af sine israelske fanger, hvis Israel alligevel ender med at afvise en permanent våbenhvile, sådan som premierminister Benjamin Netanyahu har indikeret.
Opruster ved grænsen til Gaza
Derfor fortsætter forberedelserne til at genoptage krigen, og Hamas har allerede været i gang længe.
Tidligere på måneden mødtes den militære kommandant for det nordlige Gaza, Izz al-Din Haddad, med sine løjtnanter for at diskutere, hvor Israel formentlig vil indlede et fornyet angreb, skriver Wall Street Journal. Formodningen er angivelig, at første mål bliver at generobre den strategiske Netzarim-korridor, som Israel etablerede under krigens første måneder for at dele den lille kystenklave op i to.
Som et andet tiltag har særlige militser fået til opgave at overvåge den civile befolkning for at opdage mulige spioner, som arbejder for israelerne. Desuden er tusindvis af nye unge mænd blevet rekrutteret for at erstatte de mange, som er blevet dræbt i kampene.
Det er ikke kun Hamas, som forbereder sig. Det israelske forsvar begyndte for to uger siden at styrke sin militære tilstedeværelse nær Gaza, og søndag bekræftede Netanyahu, at Israel gør klar til, at krigen bryder ud i lys lue igen, hvis våbenhvilen kollapser.
»Vi er parate til at genoptage de intense kampe når som helst,« sagde premierministeren i en tale til en enhed kampsoldater.
»Men lad der ikke være nogen tvivl: Vi fuldfører krigens mål (om at udslette Hamas). Enten igennem forhandling eller på anden måde.«