Japanere holder vejret: Lastbilchauffør forsvandt i et hul i vejen
Et drama udspiller sig i Japan, efter at en lastbil med chauffør er kørt i et hul.
Japanske redningsarbejdere kæmper mod tiden for at redde en ældre lastbilchauffør op af et jordfaldshul.
Den 74-årige mand kom intetanende kørende tirsdag morgen japansk tid, da vejen åbnede sig under ham og slugte ham og hans to tons tunge lastbil.
Det skriver Washington Post og The Guardian.
Ulykken skete i byen Yashio i Saitama-præfekturet, der ligger i forlængelse af Tokyo.
Hullet er 10 meter i diameter og 10 meter dybt, og de lokale myndigheder forsøgte at hive lastbilen op, men styrehuset blev liggende.
Samtidig begyndte vand at stige op fra bunden af hullet, mens der opstod bekymring om, hvorvidt der var gået hul på en gasledning.
Det fik myndighederne til at evakuere beboere i en radius af 200 meter fra hullet.
Manden i hullet var tirsdag i stand til at tale med redningsarbejderne, men han svarede ikke på spørgsmål dagen efter, da vandet begyndte at stige omkring styrehuset på lastbilen.
Onsdag fortsatte problemerne for redningsarbejderne, da et hul tæt på det først hul pludselig åbnede sig og slugte en telefonpæl. De to hul samlede sig til et stort.
Ifølge lokale medier opstod det først hul som følge af et brud på en kloakledning, mens det næste hul blev formet af spildevand, der løsnede jorden.
Myndighederne har nu forsøgt at lede spildevandet væk fra den brudte vandledning, mens der er blevet opfordret til, at lokale beboere bruger mindst mulig vand.
Jordfaldshuller dannes ofte ved, at kalk i undergrunden skylles væk af vand. Det vides ikke, hvad der er årsagen til hullet i Yashio.