Fortsæt til indhold
International

Donald Trump lancerer sin egen kryptovaluta og får alarmklokkerne til at ringe

En professor kalder det farligt, at både Donald Trump og hans hustru nu har deres egen kryptovaluta.

Donald Trump var vanen tro klar i spyttet, da han gav sin mening om kryptovaluta til kende.

»Jeg er ikke fan af Bitcoin og andre kryptovalutaer,« lød det fra præsidenten i 2019 på det, der dengang hed Twitter. Han kaldte valutaen »baseret på tynd luft« og understregede, at dollaren er den eneste »rigtige valuta«.

Seks år senere har både han og hans kone, Melania Trump, lanceret hver deres kryptovaluta, såkaldte meme coins, hvis værdi er eksploderet på få dage. Det sker efter en valgkampagne, hvor han svor at gøre USA til en »bitcoin superpower«.

Trumps meme coins, døbt $TRUMP, blev lanceret fredag, og søndag kunne man også købe $MELANIA. Meme coins er kryptovalutaer skabt på baggrund af en hype eller joke, som et mindre fællesskab dyrker. De findes i hobetal, men kun ganske få af dem er noget værd. De kan ikke bruges til noget og svinger voldsomt i værdi.

»Memo coins er noget, der langt hen ad vejen er så skørt, at folk ønsker at købe det, men det har hverken en indre værdi eller nogen anvendelse og får det sandsynligvis heller ikke. Det er en gimmick i sig selv,« forklarer Mads Eberhardt, som er senior-kryptovalutaanalytiker ved Steno Research.

Alligevel har Trump-parrets lancering skabt bekymring.

»Jeg mener, at det er meget farligt, at de personer, som har til opgave at overvåge reguleringen af de finansielle instrumenter, investerer i dem på samme tid,« siger juraprofessor ved Minnesota Universitet Richard Painter til CNN og peger på, at det rejser en række etiske spørgsmål.

Et fingerpeg til industrien

På hjemmesiden GetTrumpMemes.com opfordres brugerne til at blive en del af »Trump-fællesskabet«. Samtidig lyder det, at $Trump ikke skal ses som en investeringsmulighed, ej heller er det politisk.

Mads Eberhardt ser lanceringen som en mulighed for, at Donald Trump kan tjene penge.

»Det er svært at komme uden om, at det handler om berigelse. Han ved, at han er en ekstremt populær herre på kryptomarkedet. Han ved også, at meme coins er en ting, og så lægger han to og to sammen og lancerer en meme coin, fordi han har formået at skabe en kritisk masse af folk, som vil synes, at det er fedt,« siger han.

Analytikeren ser det dog også som et fingerpeg til industrien.

»Det handler nok også om at understrege, at han er venlig over for kryptoindustrien, og vise, at det skal være slut med den meget fjendtlige indstilling, som Joe Biden og hans administration har haft.«

Selv om Donald Trump fortsat selv sidder på 80 pct. af sin egen meme coins, vil de blive solgt over de næste tre år, og Mads Eberhardt vurdere, at det kan give en »fornuftig« indtjening for præsidenten.

»Det afhænger af, om han bare lader det forblive en meme coin, eller om han – særligt i kraft af sin rolle som præsident – forbinder det til noget andet. Eksempelvis kunne han vælge at sige, at man kan betale sin skat med Trump-tokens, eller at man kan bruge valutaen som betalingsmiddel på hans golfresort eller noget andet«.

Mads Eberhardt glæder sig over præsidentens ambitioner for kryptomarkedet, men han ville ønske, at han havde holdt sig fra at lancere sine meme coins.

»Kryptomarkedet har – og ofte berettiget – ry for at være det mest spekulative marked med længder, og det hjælper ikke, at præsidenten for verdens største kapitalmarked lancerer en meme coin, som på et splitsekund bliver en af de 20 største kryptovalutaer. Det ser ikke godt ud for markedet og understreger, hvor spekulativt det er, og at der ikke altid er nogen direkte kobling mellem markedsværdien på en kryptovaluta og dens udbredelse.«