Fortsæt til indhold
International

101 udlændinge er blevet henrettet i Saudi-Arabien i 2024

Der er i år henrettet næsten tre gange så mange udlændinge i Saudi-Arabien som sidste år, viser opgørelse.

/ritzau/

Saudi-Arabien har henrettet flere end 100 udlændinge i år.

Der er tale om en markant stigning i forhold til antallet af henrettelser af udlændinge i 2023, viser en opgørelse, som nyhedsbureauet AFP har foretaget.

Den seneste henrettelse fandt sted lørdag. Her blev en yemenitisk mand henrettet for at have smuglet narkotika ind i Saudi-Arabien, rapporterer Saudi-Arabiens nationale nyhedsbureau.

Med den seneste henrettelse er foreløbig 101 udlændinge blevet henrettet i det arabiske kongerige siden nytår.

Det er næsten tre gange så mange som i 2022 og i 2023. Begge år blev 34 udlændinge henrettet ifølge de saudiske myndigheder.

Den Europæiske-Saudiske Organisation for Menneskerettigheder (ESOHR) oplyser til AFP, at der aldrig tidligere er blevet henrettet så mange udlændinge i løbet af et år i Saudi-Arabien som i 2024.

- Saudi-Arabien har aldrig før henrettet 100 udlændinge på et år, siger organisationens juridiske direktør, Taha al-Hajji, til AFP.

Saudi-Arabien er ofte blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper for brugen af dødsstraf.

Sidste år var Kina det land i verden, der henrettede flest mennesker. Herefter fulgte Iran og Saudi-Arabien, oplyser Amnesty International.