Israel sender tusinder flere tropper ind i Libanon og opfordrer libanesere til oprør mod Hizbollah
Mens både Israel og Hizbollah eskalerer kampene mod hinanden, er Hizbollahs næstkommanderende kommet med en overraskende melding.
Bare timer efter den israelske hær tirsdag sendte flere tusinde ekstra tropper ind i Libanon i et signal om en eskalation af dens landoffensiv mod Hizbollah, opfordrede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, libaneserne til at gøre oprør mod den Iran-støttede libanesiske milits.
Det israelske forsvar (IDF) sagde, at det har sendt en fjerde kampdivision ind i det sydlige Libanon. En uge efter at Israel påbegyndte en begrænset landoperation, er der ifølge medierapporter dermed omkring 15.000 israelske tropper i landet.