Fortsæt til indhold
International

Tidligere israelsk efterretningschef: Israel ved, hvordan man vinder et slag. Men ikke, hvordan vi slutter krigen

Israel kæmper en retfærdig krig, men de seneste ugers stribe af sejre på slagmarken vil ikke bringe varig fred, advarer en tidligere israelsk efterretningschef i et interview med Jyllands-Posten på årsdagen for Hamas-angrebet. Det kræver noget helt andet.

Få minutter før, vi har aftalt, at jeg skal ringe, sender Ami Ayalon en besked.

»Sidder i sikkerhedsrum. Ring om et kvarter,« står der uden yderligere forklaring.

Et år efter Hamas-angrebet, der dræbte 1.200 mennesker, er den slags hverdag for alle israelere. Selv for en højtdekoreret, hårdkogt krigshelt som Ayalon, der som tidligere elitesoldat, flådechef og senest chef for Shin Bet, Israels hjemlige efterretningstjeneste, har viet hele sit liv til at gøre Israel mere sikker.

I dag er det et nyt raketangreb fra den libanesiske Hizbollah-milits, som har sat sirenerne i gang.

Men egentlig er det ikke de over 26.000 raketangreb, som Israel det seneste år har været udsat for fra forskellige Iran-støttede grupper, der virkelig bekymrer Ayalon. Ej heller er det Israels nye bombekampagne og landoffensiv i Libanon. Risikoen for en eskalationen i konflikten med Iran. Eller den tilsyneladende endeløse krig mod Hamas i Gaza, som foreløbigt har kostet næsten 42.000 mennesker livet.