Ingen strøm i kontakten: Vandkraftværker sætter ud på grund af tørke
I Zambia har den værste tørke i 100 år ikke kun ført til underernæring. Der er heller ikke noget strøm.
Opladning af døde mobiltelefoner er på rekordtid blevet en god forretning i Zambia, som er ramt af den værste elektricitetskrise i mands minde.
Strøm plejer ellers ikke at være et problem for de 43 pct. af befolkningen, der er koblet på elnettet, for Zambia gennemskæres af flere store floder – bl.a. Zambezi – med tilhørende vandkraftværker.
Men nu er den helt gal, for den værste tørke i 100 år giver lavvande i floderne, og det rammer vandkraftværkerne, som står for 85 pct. af elektriciteten.
Det største vandkraftværk ligger ved Kariba-dæmningen på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe.
I gode tider er der op til 180 kubikkilometer vand i en kunstig sø bag den 128 meter høje betonmur, men på grund af lav tilstrømning fra Zambezifloden ligger vandmængden i reservoiret på kun 7 pct. af det maksimale.
»Og niveauet i søen er støt faldende,« konstaterer Zambezi River Authority, som har ansvaret for dæmningen.
Konsekvensen kan blive, at kraftværket helt må trække stikket, indtil vandet vender tilbage.
For at gøre ondt værre har landets kulfyrede kraftværk været delvist lukket ned i en periode på grund af vedligeholdelse, og det betød, at indbyggere og virksomheder måtte undvære strøm i flere døgn ad gangen.
Det gav fuldt hus i restauranter med generatorer – ikke fordi folk gik mere ud at spise, men fordi de skulle have opladet deres mobiltelefoner, skriver BBC fra Zambia.
Også gadehandlere med minigeneratorer har fået en gylden forretning ud af at sælge opladninger.
Det er nu lykkedes at få fuld gang i det kulfyrede kraftværk igen, og dermed skulle elkunderne kunne få strøm tre timer i døgnet.
For Zambias økonomi er situationen kritisk. 70 pct. af importindtægterne kommer fra kobberminerne, som er nødt til at importere el fra nabolandene for at holde produktionen i gang.
Klimafænomen er årsag
Årsagen til krisen er klimafænomenet El Niño, som udløses af ualmindelig opvarmning i det tropiske Stillehav.
De stigende havtemperaturer påvirker atmosfæren, og det kan udløse vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden – og altså også i Afrika.
Klimaforskere diskuterer, om der er en forbindelse mellem hyppigheden af El Niño og global opvarmning, men et klart svar har de ikke.
I det østlige og sydlige Afrika har denne omgang El Niño udløst ekstremt vejr – både oversvømmelser og i nogle lande den værste tørke i et århundrede.
I bl.a. Zambia var regntiden i slutningen af sidste år stort set aflyst – nedbørsmængden lå på det laveste i 40 år. Det førte ikke kun til mindre tilstrømning til floderne – og dermed elektricitetskrisen – men også en katastrofe i landbruget.
Zambia er i normale år regionens brødkurv med mulighed for at eksportere til nabolandene, men tørken halverede både høsten og udsigten for landets økonomiske vækst.
Samtidig tørrer brøndene ud, og det rammer både dyr og mennesker – og risikoen for udbrud af vandbårne sygdomme som kolera stiger.
Den El Niño-relaterede tørke har især hjemsøgt seks lande. Ud over Zambia er det Botswana, Lesotho, Namibia, Malawi og Zimbabwe.
Ifølge FN-organisationen UNOCHA – United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs – er 20 mio. mennesker i regionen ramt af mangel på mad, og 1,1 mio. børn under fem år trues af svær underernæring.
Samtidig advarer nødhjælpsorganisationerne om, at det sydlige Afrika nu står over for en ny trussel – nemlig klimafænomenet La Niña, som kan føre til ekstrem regn.
Umiddelbart lyder det som godt nyt oven på tørken, men det kan regne så meget, at landbruget igen bliver sat skakmat, samtidig med at der er risiko for oversvømmelser, jordskred og ødelagte veje.