Voldsom eskalering: Israel har påbegyndt en landoffensiv ind i Libanon
Det er Israels første landoffensiv ind i Libanon i to årtier. Tidligere er det ikke gået godt.
I en voldsom eskalering af krigen mod den Iran-støttede Hizbollah-bevægelse iværksatte Israel tidligt tirsdag en landoffensiv ind i Libanon.
Ifølge det israelske militær er der tale om en »begrænset« operation mod en række landsbyer i det sydlige Libanon for at ødelægge Hizbollahs militære strukturer nær grænsen.
Det kommer oven i en foreløbig to uger lang efterretnings- og bombekampagne med målrettede likvideringer og bølger af luftangreb,
hvor Israel har destrueret dele af terrorgruppens enorme våbendepoter, ødelagt dens interne kommunikations- og kommandostruktur samt har elimineret hovedparten af Hizbollahs topledelse.
Herunder Hizbollahs mangeårige leder, Hassan Nasrallah, der blev dræbt fredag i en serie af store eksplosioner, da Israel smed tunge bomber mod Hizbollahs angivelige underjordiske hovedkvarter under en række beboelsesejendomme i Beirut.
Den nye landoffensiv, som fik støtte fra luften af israelske kampfly, er Israels første landinvasion mod Hizbollah siden 2006, hvor Israel og den militante gruppe udkæmpede en 34 dage lang krig, der endte uden nogen egentlig sejrherre.
Israel bombede samtidig nye mål i Beiruts sydlige forstæder, hvilket det israelske militær på forhånd havde advaret om med opfordringer til beboere i området om at evakuere.
Israels mål er, at de over 60.000 israelere i landets nordlige grænseområder skal kunne vende hjem igen.
De har været evakueret siden oktober sidste år, da Hizbollah for at støtte Hamas i Gaza begyndte at skyde raketter ind over grænsen. Det har udviklet sig til daglig skudveksling på begge sider og har også tvunget titusinder af libanesere til at flygte.
Israel mener ikke, at lokale vil føle sig trygge nok til at vende hjem igen, medmindre Hizbollahs militser bliver fjernet fra grænseområdet, så organisationen ikke kan gennemføre et angreb mod Israel i stil med det, Hamas den 7. oktober sidste år gennemførte mod sydisraelske byer.
Det har Hizbollah truet med i flere af sine propagandavideoer.
Derfor ønsker Israel at etablere en bufferzone på den libanesiske side af grænsen, hvilket tirsdagens offensiv synes at være første skridt til.
Israel har længe indikeret, at der var en landoffensiv på vej. De seneste uger har landet sendt flere bataljoner til sine nordlige grænseområder, og mandag varskoede Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, tropperne om, at den næste fase ville begynde snart, så evakuerede israelere kan vende hjem.
Alle midler tages i brug
»Vi vil bruge alle midler til vores rådighed for at nå det mål,« sagde han.
Skridtet er ikke uden risiko.
Der er tale om en voldsom eskalering, som både Washington og en række arabiske lande har advaret om kan trække hele regionen ind i en større krig, herunder Iran og i så fald også USA.
De voksende spændinger, som er taget til efter likvideringen af Nasrallah, fik mandag USA’s præsident, Joe Biden, til at beordre nogle »få tusinder« ekstra tropper til Mellemøsten for at afskrække iranerne fra at gå ind i kampen, rapporterede flere amerikanske medier.
USA har i forvejen flere krigsskibe i farvandene omkring Israel, men Pentagon meddelte mandag, at hangarskibet ”USS Abraham Lincoln” bliver i området længere end planlagt, selvom et andet hangarskib, ”USS Harry S. Truman”, ankommer midt på ugen for at afløse det.
En landoffensiv øger presset på Libanon, som i forvejen er hårdt ramt af en voldsom økonomisk krise og i de seneste uger også har skullet håndtere de flere hundrede tusinder mennesker, som er flygtet fra de israelske bombardementer. Flere end 1.000 libanesere er blevet dræbt.
For Israel betyder det, at dets styrker bevæger sig ind på en slagmark, hvor de ikke har den samme overlegne styrke som i luften. Hizbollahs militser har kamperfaring fra Syrien og har lige siden 2006-krigen bygget tunneller og militære anlæg som forberedelse til en ny israelsk landoffensiv. Det risikerer at blive blodigt, og tidligere forsøg er ikke endt godt for Israel.
I 2000 trak et træt Israel sig oven på flere års guerillakrig med Hizbollah ud af det sydlige Libanon efter 18 års besættelse, som Israel initierede for at stoppe angreb fra Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Krigen i 2006 handlede igen om at stoppe angreb ind over grænsen, men endte efter 34 dage uden en sejrherre og kostede 121 israelske soldater livet.
I Washington er der bekymring for, at det igen kan ende med en årelang israelsk besættelse, og USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, pressede mandag i en telefonsamtale med Gallant på for, at Israel går efter en diplomatisk løsning og begrænser landoperationen i Libanon.
Ifølge en udtalelse fra Pentagon bakkede Lloyd dog op om, at det er nødvendigt at ødelægge Hizbollahs militære angrebsstillinger langs Israels nordlige grænse.
Den amerikanske forsvarsminister sendte samtidig en advarsel til Iran.
Det vil få »alvorlige konsekvenser for Iran, hvis Iran vælger at gennemføre et direkte militært angreb mod Israel,« sagde han.
Det er ikke klart, hvor længe den israelske operation kommer til at vare, men det israelske forsvar sagde i et opslag på Telegram, at »Operation Northern Arrows (på dansk nordlige pile, red.) vil fortsætte i henhold til situationsvurderingen og sideløbende med kampe i Gaza og andre arenaer.«
Udsigten til en israelsk landoffensiv fik mandag for første gang siden Nasrallahs død en officiel Hizbollah-repræsentant til at udtale sig.
Næstkommanderende Naim Qassem sagde, at gruppen vil fortsætte med at kæmpe mod Israel.
»Og hvis Israel ønsker en landoffensiv, så er modstandsstyrkerne klar.«
Følg den seneste udvikling i vores liveblog: