Fortsæt til indhold
International

Sudans hær udfører hidtil største angreb mod paramilitær gruppe

Sudans hær "kæmper hårdt" mod paramilitære RSF, som hæren har været i konflikt med siden april sidste år.

/ritzau/Reuters/

Sudans hær har torsdag indledt et artilleri- og luftangreb i Sudans hovedstad, Khartoum.

Det oplyser vidner og kilder i militæret.

Det er hærens største operation for at genvinde terræn siden begyndelsen af den 17 måneder lange krig med den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF).

Hæren mistede kontrollen over det meste af hovedstaden i begyndelsen af konflikten.

Angrebet kommer forud for en tale, som hærchefen Abdel Fattah al-Burhan skal holde under FN’s Generalforsamling i New York City senere på dagen.

Vidner fortæller om kraftige bombardementer og sammenstød, da hærens tropper forsøgte at krydse broerne over Nilen. Floden forbinder tre tilstødende byer, herunder landets hovedstad, i delstaten Khartoum.

Hæren genvandt terræn i én af disse byer, Omdurman, i begyndelsen af året, men i andre dele har hovedstaden har hæren ikke kunnet tvinge RSF’s mere effektive landstyrker tilbage.

Det samme gælder resten af landet.

Konflikten, der startede i april sidste år, har forårsaget en enorm humanitær krise, fordrevet over 10 millioner mennesker og drevet dele af landet ud i ekstrem hungersnød.