Fortsæt til indhold
International

Iran advarer: Vil ikke stå på sidelinjen af krig i Libanon

Iran vil støtte Libanon, hvis Israel eskalerer dets offensiv mod Hizbollah, siger landets udenrigsminister.

/ritzau/Reuters

Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, siger onsdag, at Mellemøsten er tæt på en ”katastrofe i fuld skala” på grund af de øgede spændinger mellem Israel og Hizbollah.

Han advarer om, at Iran ikke vil forholde sig neutralt i tilfælde af krig i Libanon.

Araqchi deltager ved FN’s Generalforsamling i New York i USA. Udtalelserne er han kommet med til journalister mellem forskellige møder under forsamlingen, skriver Reuters.

- Regionen er på randen af en katastrofe i fuld skala. Hvis ikke situationen kommer under kontrol, vil verden stå over for katastrofale konsekvenser, lyder det.

Videre lyder det fra Araqchi, at Israel har overskredet ”alle røde linjer”, og at FN’s Sikkerhedsråd skal gribe ind for at genoprette fred og stabilitet.

Iran vil ”stå ved Libanons folks side” uanset hvad, siger han.

Den israelske generalstabschef, Herzi Halevi, har onsdag sagt til israelske soldater, at de skal gøre sig klar til ”muligvis at gå ind i” Libanon.

Det sker efter over en uge med markant optrapning i konflikten mellem Israel og den libanesiske bevægelse.

Onsdag angreb Israel igen i Libanon. Mindst 72 mennesker er blevet dræbt, ifølge en optælling, som Reuters har lavet på baggrund af udtalelser fra det libanesiske sundhedsministerium. Tidligere lød det fra ministeriet, at 223 var sårede.

Hizbollah har også onsdag forsøgt at ramme den israelske efterretningstjeneste Mossad nær Tel Aviv. Hizbollah mener, at Mossad står bag detoneringen af personsøgerne i Libanon 17. september, som kostede mindst 12 mennesker livet og sårede mere end 2000.

Forsøget mislykkes, da missilet ifølge Israels militær blev afværget af Israels luftforsvar. Det var første gang, at et af Hizbollahs missiler nåede Tel Aviv.

Israels FN-ambassadør Danny Danon, som også er til FN’s Generalforsamling i New York, siger, at Israel byder en våbenhvile velkommen og foretrækker en diplomatisk løsning på konflikten i Libanon.

Hvis diplomati ikke virker, vil Israel dog bruge alle midler, det har til rådighed, lyder det fra Danon.