Fortsæt til indhold
International

Vigtig vej er beskadiget ved stort ukrainsk atomkraftværk

Et droneangreb på en vej ved atomværk har ført til forringet sikkerhed, siger Det Internationale Atomagentur.

/ritzau/Reuters

Sikkerheden på det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja bliver stadigt mere forværret, efter at der ved et droneangreb lørdag blev ødelagt en vigtig vej, der er anlagt omkring værket.

Det siger generaldirektøren for Det Internationale Atomagentur, IAEA, Rafael Grossi.

Den russiske ledelse på atomkraftværket Zaporizjzja siger, at en ukrainsk drone lørdag nedkastede en eksplosiv ladning på en vej, som var vigtig for sikkerheden og de ansattes arbejde.

Rusland har haft kontrollen over atomkraftværket, næsten siden det invaderede Ukraine i februar 2022.

Atomkraftværket kører på stærkt nedsat kraft, og der hersker stor usikkerhed om udviklingen i området.

Et hold fra IAEA besøgte værket lørdag, hvor det svirrede med rygter om, at en ukrainsk drone skulle have forårsaget ødelæggelserne på vejen. Der var ingen rapporter om tilskadekomne personer eller om skader på selve atomkraftværket.

Rapporten kommer, mens Ukraine fortsætter en offensiv ind i Rusland.

Det ukrainske militærs fremrykning i Ruslands grænseområder fik onsdag den russiske nationalgarde til at skrue op for sikkerheden omkring et atomkraftværk i Kursk-regionen. Det oplyste Nationalgarden tidligere på ugen.

Nationalgarden, der på russisk hedder Rosgvardia, vil især have fokus på ukrainske droner, der måtte blive sendt afsted mod værket.

Atomkraftværket ligger 35 kilometer fra de igangværende kampe.

Ud over Kursk er ukrainske soldater rykket ind i Belgorod.

Foreløbig er mindst 121.000 personer blevet evakueret fra Kursk på grund af den ukrainske offensiv. Mindst 11.000 er evakueret fra dele af Belgorod.

Artiklens emner
IAEA