Fortsæt til indhold
Krigen i Ukraine

Putin havde et klart budskab til Vesten, da marcherende soldater samlede sig på Den Røde Plads

Vladimir Putin adresserede både tidligere og igangværende krige i anledning af den russiske mærkedag.

Der blev fremvist missiler, luftforsvarssystemer og marcherende soldater i den russiske hovedstad, Moskva, torsdag formiddag dansk tid.

Samtidig blev der affyret flere verbale skud mod Vesten, der agerer »arrogant« ifølge præsident Vladimir Putin - både i forhold til nuværende konflikter som krigen i Ukraine og i forhold til Sovjetunionens bidrag til kampen mod Nazityskland under Anden Verdenskrig.

Det var især den sidstnævnte begivenhed, der var i fokus under markeringen af »Sejrsdagen« den 9. maj, hvor Rusland hvert år fejrer sejren over det nazistiske Tyskland i 1945.

Russiske Sukhoi SU-25 fly hen over himlen i Moskva. Foto: Natalia Kolesnikova

I den anledning forklarede Vladimir Putin, at Rusland som udgangspunkt vil gøre alt for at undgå globale konflikter.

»Men vi vil samtidig ikke tillade, at nogen truer os. Vores strategiske styrke er, at vi altid er klar til kamp,« sagde præsidenten ifølge flere internationale medier.

En militærparade var blandt indslagene på jubilæumsdagen. Foto: Maxim Shemetov

Han forklarede samtidig, at »Rusland står midt i en vanskelig, afgørende periode«, hvor »moderlandets skæbne og fremtid afhænger af hver enkelt af os«.

Den 71-årige Vladimir Putin blev officielt genindsat som Ruslands præsident tirsdag. Dermed kan han se frem til seks år mere i spidsen for Rusland.

Indsættelsesceremonien blev boykottet af flere lande, heriblandt USA, på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

Atomvåbnene

I denne uge meldte Rusland også ud, at landets flåde-, luftvåbens- og hærenheder, der er stationeret omkring Ukraine, skal deltage i en øvelse af beredskabet for brugen af taktiske atomvåben.

»Det, de siger nu, synes jeg er en optrapning. Jeg synes, at det er dramatisk, og jeg ser det helt klart som et forsøg på at afskrække,« sagde Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker i russiske forhold og international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), til Jyllands-Posten.

Fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) lyder vurderingen, »at hverken Rusland eller Belarus opsøger en atom-eskalation, og at det fortsat er usandsynligt, at de vil bruge atomvåben«

Det bliver bakket op af Flemming Splidsboel, der dog hæfter en nuance på:

»Brugen af atomvåben er ikke noget, der gør mig nervøs. Det burde det måske, fordi de taler så meget om det, men det gør det ikke. Men vi skal være forberedt på det. Vi skal have en plan for det. Det ved vi, at amerikanerne har. Vi kan ikke bare vågne en dag til nyheden på Jyllands-Postens hjemmeside om, at nu har russerne brugt atomvåben. Vi er nødt til at have noget klar. Det skal vi. Og det skal vi også på den her baggrund.«