Fortsæt til indhold
International

Russere flokkes om erobrede kampvogne og andre krigstrofæer i Moskva

Nysgerrige russere valfarter med stor interesse til Sejrsparken i Moskva for at se udstilling med vestlige militærkøretøjer, som Rusland har erobret i Ukraine.

Frank Jørgensen, Ritzau

Tunge vestlige militærkøretøjer er ikke hverdagskost i den russiske hovedstad.

Men i disse dage er der både en amerikansk Abrams-kampvogn, en tysk Leopard-kampvogn, pansrede køretøjer fra Frankrig, Sverige og Storbritannien at se i Moskva.

Og russerne er vilde med det.

Det er køretøjer, der er erobret under det, som det officielle Rusland og russiske medier stadig kalder den ”specielle militær operation” i Ukraine.

De er udstillet på Sejrspladsen, hvor der er en permanent udstilling af Ruslands sejr over nazisterne under Anden Verdenskrig.

Russisk stats-tv rapporterer, at stjernen på udstillingen er Abrams-kampvognen, der skal være erobret, efter at den blev ramt af en drone.

Medierne kalder køretøjerne ”trofæer”. Der er meget fokus på det vestlige panser. Men der er også russiske kampvogne, som er blevet brugt af Ukraines hær.

En amerikansk Abrams-kampvogn. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters
Azovets-kampkøretøj med ukrainsk flag på siden. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters
Her er det et svensk flag på siden af et CV9040-kampkøretøj. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters

Udstillingen åbnede onsdag den 1. maj og løber i hele maj. Den 1. maj var fridag i Rusland, og mange russere benyttede lejligheden til at tage til Sejrspladsen.

Reuters skriver, at der dannede sig lange køer ved indgangen.

Nysgerrige moskovitter stod i solen og ventede tålmodigt på at se de 32 vestlige panserkøretøjer og andet krigsbytte fra Ukraine.

Der var forskellige meninger og følelser om udstillingen.

Nogle af de besøgende var stolte, andre var skræmte eller bange, skriver nyhedsbureauet AFP.

De russiske myndigheder har i offentligheden erklæret, at krigen i Ukraine kæmpes mod nazister. Der er trukket paralleller mellem Anden Verdenskrig, da Rusland og de allierede nedkæmpede Nazityskland, og så krigen i Ukraine.

I denne tankerække passer det fint, at det vestlige panser udstilles sammen med udstillingen om Anden Verdenskrig.

Og flere af gæsterne på pladsen køber ind på fortællingen.

Dmitrij Pervukhin, en 75-årig mand, er ked af, at Rusland ikke var mere ”beslutsom” imod ”de ukrainske nazister” i 2014, da Rusland erobrede og annekterede Krim fra Ukraine.

Men ved synet af de vestlige køretøjer er den pensionerede officer overbevist om, at Rusland nok skal klare sig.

- Det her viser, at vi kan bekæmpe dem.

Mange andre, som AFP har talt med, er som Pervukhin tilhængere af Ruslands krigsførelse i Ukraine. Men der er også russere, der ikke skjuler deres bekymring over den nu mere end to år lange ”specielle militær operation”.

Den 21-årige studerende Denis Donskov siger, at han føler en blanding af ”beundring og frygt”, når han ser de erobrede køretøjer.

- Når jeg ser dem, beundrer jeg vore soldater. Men jeg frygter også for deres liv. Jeg håber, at det snart slutter, siger han.

De russiske myndigheder har ikke offentliggjort et dødstal for krigen.

I Moskva kan krigen ofte virke langt væk. Myndighederne prøver at opretholde en så normal tilværelse i hovedstaden som muligt.

De fleste russiske soldater kommer fra andre dele af kæmpelandet.

Aleksej, en IT-arbejder, siger, at det gør krigen mere virkelig at se kampvogne med egne øjne og ikke på tv eller sociale medier.

- Det er forfærdeligt at se et våben som dette.

Marina og Andrej Novik-Zolotov har taget deres børn på fire og 11 med på krigsudstilling. De smiler, men siger, at de også er bekymrede.

Marina siger, at hun er patriot. Soldaterne bekæmper fascisme, siger hun.

- Men det er krig. Det er svært. Folk dør.

Hendes mand siger, at han finder udstillingen ”skræmmende”. Men han mener, at det er vigtigt at vise folk, at krigen er tæt på.

Ægteparret ser ingen tegn på, at krigen er ved at slutte.

- Det er hverken om et år, to år eller fem. Det vil vare rigtig lang tid, mener Andrej Novik-Zolotov.