Fortsæt til indhold
International

Amerikanske soldater skal landsættes i Danmark – Nato på vej med største militærøvelse siden Den Kolde Krig

Danmark sender krigsskibe og specialtropper, når 90.000 Nato-soldater den kommende tid skal deltage i en historisk stor militærøvelse på europæisk jord.

Hvis du ønsker fred, så forbered dig på krig, sagde de gamle romere.

Nato er på tærsklen til at afholde sin største militærøvelse siden Den Kolde Krig, og det kommer til at foregå både i Danmark, i Norden og i hjertet af Europa.

Omkring 90.000 mand skal deltage til lands, til vands og i luften, oplyser Nato.

Fra næste uge og frem til maj vil flere end 50 flådefartøjer lige fra hangarskibe til destroyere deltage i den gigantiske magtdemonstration sammen mere flere end 80 kampfly, helikoptere, droner og mindst 1.100 køretøjer herunder 133 kampvogne og 533 infanterikampkøretøjer, lyder det.

Blandt andet skal amerikanske tropper landsættes i danske havne og passere gennem Danmark for at deltage i flere forskellige øvelsesaktiviteter på europæisk jord, oplyser Forsvarskommandoen til Jyllands-Posten.

Formålet med ”Steadfast Defender 2024”, som øvelsen hedder, er at teste Natos evne til at reagere hurtigt på et alvorligt angreb mod ét af alliancens medlemslande, sagde den amerikanske general og øverstbefalende for de allierede styrker i Europa, Christopher Cavoli, torsdag i Bruxelles.

»Steadfast Defender 2024 vil vise Natos evne til hurtigt at udsende styrker fra Nordamerika og andre dele af alliancen for at styrke forsvaret af Europa,« lød det.

Danmark deltager i flere af øvelsens underliggende øvelser med ca. 650 soldater fordelt på alle Forsvarets værn.

På nuværende tidspunkt er planen, at to danske fregatter og et inspektionsskib indgår, samt enheder fra Flyvevåbnet og Specialoperationskommandoen, der omfatter Jægerkorpset og Frømandskorpset. Dertil kommer stabsofficerer i forskellige stabe.

»Øvelserne bidrager til at træne danske enheders evne til at samarbejde operativt med andre enheder fra Norden og øvrige allierede nationer. Dette blandt andet under vanskelige forhold i det arktiske klima i Nordskandinavien,« skriver Forsvarskommandoen i et svar til Jyllands-Posten.

Blandt andet skal danske styrker i aktion i det nordlige Atlanterhav og i de nordiske lande. Dels i den britisk ledede øvelse ”Joint Warrior 24” i farvandet vest for Norge. Dels i den norsk ledede ”Nordic Response 24”, hvor også Finland og Sverige deltager.

Polen og Baltikum i fokus

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa kredser hovedøvelsen i ”Steadfast Defender 2024” om et scenarie, hvor en anseelig modstander såsom Rusland angriber et Nato-land og dermed aktiverer Natos artikel fem, populært kaldet musketereden.

Reuters skriver, at øvelsen blandt andet skal foregå i Polen og De Baltiske Stater, som vurderes at være i størst risiko, hvis Rusland skulle finde på at teste forsvarsalliancens muskler på den østlige flanke.

Tyskland kommer angiveligt til at fungere som logistisk knudepunkt, men også Norge og Rumænien kommer til at lægge jord til den gigantiske militærmanøvre.

Ud over styrker fra Nato-landene, herunder USA, vil også svenske soldater være med, selvom Sverige endnu ikke formelt er blevet optaget i Nato.

Natos militærkomité bestående af medlemslandenes forsvarschefer var onsdag og torsdag samlet til møde i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles, hvor planerne for militærøvelsen blev annonceret. Foto: Nato

Skal afskrække Rusland

Øvelsen sker på et bagtæppe af advarsler fra militære ledere i Nato om, at alliancen ikke er godt nok forberedt på en konflikt, der måske truer i horisonten.

Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, understreger fredag det »akutte« behov for at styrke det tyske Bundeswehr, fordi krigen i Ukraine risikerer at sprede sig – også ud over Ukraines nabolande.

»Vi er nødt til at anerkende, Vladimir Putin måske endda angriber et Nato-land en dag,« siger Pistorius til avisen Tagesspiegel og sætter tidshorisonten for en sådan konfrontation til mellem fem og otte år fra nu.

”Steadfast Defender 2024” tjener da også som forberedelse til en mulig krig med Rusland, bekræftede den hollandske admiral Rob Bauer, som er formand for Natos militære komité, torsdag.

»Jeg siger ikke, at det kommer til at gå galt i morgen, men vi er nødt til at indse, at det ikke er givet, at vi lever i fred. Det er derfor, vi har planerne,« sagde han ifølge det amerikanske forsvarsmedie Stars and Stripes.

Er vokset markant

I september forlød det, at ”Steadfast Defender 2024” ville omfatte 41.000 soldater, men nu er øvelsen blevet mere end fordoblet i størrelse til de ca. 90.000 soldater.

Ikke siden Nato-øvelsen ”Reforger 88” (en forkortelse for ”Return of Forces to Germany”) i 1988 har så mange Nato-styrker været mobiliseret. Dengang deltog næsten 125.000 soldater i en lignende test af alliancens reaktionsevne over for Warszawapagten.