- Opdateret 24/01/2023 kl. 20:15
Højtstående politiker bekræfter: Tyskland sender Leopard-kampvogne til Ukraine
Et medlem af den tyske regeringskoalition har tirsdag aften bekræftet, at Tyskland har besluttet at sende Leopard-kampvogne til Ukraine og at lade andre lande gøre det samme.
Flere medier - blandt andet Spiegel, DPA, Reuters og Politico skrev uafhængigt af hinanden tirsdag aften, at den tyske regering har besluttet selv at sende Leopard-kampvogne til Ukraine samt at tillade andre lande at gøre det samme.
Meldingen bliver ifølge tyske medier først annonceret officielt klokken 13 onsdag af kansler Olaf Scholz.
Marie-Agnes Strack Zimmerman, medlem af forbundsdagen for regeringspartiet FDP samt formand for forsvarsudvalget, bekræftede dog historien selv tirsdag aften.
Det gjorde hun ved at dele Der Spiegels historie om sagen og på Twitter skrive:
»Beslutningen om at frigive og levere Leopard 2 var en svær, men uundgåelig. Det er forløsende nyheder for det voldsramte og modige Ukraine,« skriver hun.
Tyskland har i ugevis været under hårdt internationalt pres fra især Polen, men også USA for at træffe beslutningen.
Tyskland modtog tidligere tirsdag en officiel anmodning fra den polske regering om tilladelse til at sende Leopard-kampvogne til Ukraine.
Kampvognene er produceret i Tyskland og eksporteret til en række lande. Flere af landene har ytret ønske om at videresende kampvognene til det ukrainske forsvar. Det kræver dog en tysk godkendelse.
Den tyske avis Der Spiegel skriver tirsdag aften, at den tyske regering er klar til selv at sende mindst ét kompagni af Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Et kompagni består typisk af 14 kampvogne, skriver Reuters.
Det er ikke kun Tyskland, der i et stykke tid har overvejet, hvorvidt der skulle sendes bestemte kampvogne til Ukraine. USA har hidtil tøvet med at sende nogle af de store Abrams-kampvogne til det ukrainske forsvar.
Tirsdag gjorde Hollands premierminister, Mark Rutte, det klart, at hans regering er langt i overvejelserne om at sende samtlige 18 Leopard-kampvogne i landets besiddelse til Ukraine.
»Vi har leaset dem. Hvilket betyder, at vi kan købe dem. Hvilket betyder, at vi kan donere dem,« har han sagt til Frankfurter Allgemeine Zeitung.