WHO-chefforsker opfordrer til at give boostervaccinen væk i stedet for et tredje stik
Ifølge en chefforsker i WHO bør lande ikke uddele et tredje stik, men give vaccinedosen væk til fattigere lande.
Danmark bør holde igen med at uddele et tredje vaccinestik. Det bør alle lande faktisk gøre.
Så klar er meldingen fra Soumya Swaminathan, chefforsker i verdenssundhedsorganisationen WHO. Hun hævder, at vaccinationer alene ikke er nok, men at vaccinerne også skal uddeles mere ligeligt.
Det er underforstået, at de rigere lande er nødt til at hjælpe fattige lande med at skaffe vaccinedoser nok til befolkningen i disse lande.
»Der er en del af verden, hvor større dele af befolkningen nu er vaccineret. Livet ser ud til at vende tilbage til normalen. Men desværre har den anden halvdel af verden stadig ikke adgang til vacciner. Mindre end to pct. i Afrika er fuldt vaccineret, og livet er langt fra normalt,« siger Soumya Swaminathan til Deutsche Welle.
I tre tilfældigt udvalgte afrikanske lande - Kenya, Etiopien og Nigeria - er hhv. 2,57, 0,85 og 1,31 pct. fuldt vaccineret.
I Danmark er præcis tre ud af fire færdigvaccineret. Fire pct. har desuden fået den såkaldte booster-vaccine, altså et tredje stik. Ifølge statistiktjenesten Our World In Data, der indsamler vaccinationsdata fra sundhedsmyndigheder verden over, har Israel med 44 pct. givet tredje stik til flest borgere. I USA og Frankrig er det 3,45 pct, og i Tyskland hedder tallet 1,8 pct.
Men WHO-chefforskeren argumenterer for, at den eneste måde at overvinde pandemien på er ved at få rige lande til at udvise mere solidaritet.
»Det kommer til at tage længere til at overstå pandemien, hvis ikke verden viser sammenhold og deler værktøjer, vacciner og behandlingsmetoder, som vi har i dag, så vi kan undgå at få flere dødsfald,« siger hun.
Hun fremhæver, at det er vigtigt at vaccinere bredt, så virus ikke spreder sig lige så meget og hastigt.
»Jo flere gange, virus bliver overført mellem personer, jo større fare er der for at generere nye mutationer, som kan komme tilbage og smitte folk, som endda er vaccinerede,« siger hun.
WHO har tidligere på måneden skåret holdningen til tredje dosis ud i pap i en erklæring, der opfordrer til at tage hensyn til tre ting, når man begynder som land at overveje at uddele tredje dosis. Det ene parameter er netop den globale vaccinationsstatus:
»At tilbyde booster-doser til en stor andel af befolkningen, når mange end ikke har modtaget første dosis endnu, underminerer princippet om national og global fairness.«