Fortsæt til indhold
International

Undersøgelse: Iran står bag betragtelig del af verdens bitcoin-udvinding

Iran opdagede kryptosektoren for alvor i 2019 og vurderes nu at stå bag 4,5 procent af verdens bitcoin-udvinding.

Bitcoin har længe været et af de varmeste investeringsemner for mange investorer. Men at Iran skulle stå bag ”udvindingen” af fire procent af verdens beholdning af bitcoins, vil nok overraske nogen. Det er bl.a. Reuters og The Independent, der har nyheden.

Det er ikke mindst de omfattende amerikanske økonomiske sanktioner, der angiveligt har fået Iran til at kaste sin kærlighed på den omstridte valuta. Landets involvering i atomteknologi og påståede støtte til militære grupper i Mellemøsten har medført amerikanernes vrede. En vrede, der går massivt ud over Irans olieindustri, bankvæsen og skibsfart. En nedgang i olieindtægterne på 70 procent i løbet af et årti har medført recession, ledighed og civil utilfredshed, der har manifesteret sig i højlydte protester mod styret.

Men den digitale valuta bitcoin har nu vist sig at være et indbringende forretningsområde for iranerne, siger blockchain-analysefirmaet Elliptic. Selskabet har foretaget en undersøgelse på basis af informationer fra de digitale udvindere og desuden viden om udviklingen i energiforbruget i den statslige energisektor.

Netop energiforbruget er en begrænsende faktor for de fleste. Men for et land som Iran, der ikke kan afsætte de ønskede energimængder - især naturgas - er her en mulighed for at slå to fluer med et smæk. Det har betydet, at bitcoinfarme er skudt op på kryds og tværs af landet. Og derved kan landet kapitalisere på energiressourcerne på en digital måde, der ikke kan spores. Og de udvundne bitcoins kan finansiere import af varer, der ellers ville være omfattet af sanktioner.

Men de digitale mønter har også en bagside. Energi-infrastrukturen lider under belastningen, hvilket har fået kinesiske firmaer som RHY og Lubian til at træde til med kapital og knowhow - og endda hele udvindingsanlæg i Rafsanjan Special Economic Zone i den sydlige del af Iran.

»Vi har gode forbindelser i Iran - både til regeringen og militæret,« siger Lubian til mediet 8btc.

Men Irans involvering i bitcoin-eventyret møder også kritik.

»Finansielle aktører, og ikke mindst dem der håndterer bitcoin-transaktionerne for Iran, er nødt til at forholde sig til risikoen for potentielle sanktioner,« siger Tom Robinson, medgrundlægger af analysefirmaet Elliptic.

Han sender en opfordring til købere og sælgere af den digitale valuta.

»Hvis 4,5 procent af verdens beholdning af bitcoins er udvundet i Iran, er der 4,5 procents mulighed for at ethvert køb og salg medfører, at en lille del af fortjenesten ender i Iran,« siger Robinson.

Det vides ikke, om Iran er involveret i andre kryptovalutaer i større stil.

Der er en voksende kritik af kryptovalutaer, ikke mindst på grund af strømforbruget. Lige nu anslås det globale krypto-energiforbrug at udgøre 0,6 procent af det samlede forbrug. Et forbrug der vokser og snart forventes at udgøre et niveau, der svarer til Sveriges energiforbrug ifølge tal fra universitetet i Cambridge.

Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.