Israel har godkendt aftale om våbenhvile i kampen mod Hamas
Det er ikke bekræftet, hvornår våbenhvilen træder i kraft, men israelske medier skriver fra kl. 02 natten til fredag.
Israels sikkerhedskabinet bakkede torsdag aften op om at godkende en aftale om våbenhvile og sætte punktum for landets 11 dage lange konflikt med Gazas militsgrupper.
Kabinettet, som består af toppen af Israels sikkerhedsapparat og ministre, stemte enstemmigt for at »acceptere det egyptiske initiativ til en bilateral våbenhvile uden nogen betingelser, som vil træde i kraft på en senere dato,« lyder det i en udtalelse fra den israelske regering.
Det står ikke klart, hvornår våbenhvilen træder i kraft. Flere israelske medier skriver, at det allerede vil ske fra kl. 02 natten til fredag lokal tid.
Hamas, militsgruppen, der kontrollerer Gaza, bakker ifølge libanesiske medier også op om det egyptiske udspil.
»Tidspunktet for våbenhvilen er kl. 02. Vi fik garantier fra mæglerne om, at aggressionen mod Gaza vil stoppe. Modstandsbevægelsen er klar til enhver udvikling,« sagde Osama Hamdan, en Hamas-repræsentant til libanesiske medier.
Samtidig med at Israel bekræftede sin støtte til våbenhvilen, hvinede sirenerne i flere byer i Sydisrael dog igen med advarsel om nye raketangreb fra Gaza. Palæstinensiske medier rapporterer også om israelske kampfly, der fortsatte med at bombe mål i Gaza.
Israels beslutning kommer efter voksende pres fra USA de seneste dage om at stoppe bombardementerne.
Det har været de mest voldelige kampe i Israel siden den 50 dage lange Gazakrig i 2014. Og endnu engang er der ingen klar vinder. Israels luftbombardementer har skabt store skader i Gaza, herunder på Hamas’ militære kapaciteter. Men militsgruppen har alligevel været i stand til at blive ved med at sende en byge af raketter ind over Israel.
Mindst 232 mennesker har mistet livet i Gazastriben, mens 12 israelere er blevet dræbt.