Fortsæt til indhold
International

Verdensstjernen blev slukket ved stille begravelse

Familien fremskyndede begravelsen af fodboldstjernen Diego Maradona.

»Diego er ikke død, Diego lever i folket,« lød det taktfast fra en kæmpe menneskemængde, der torsdag fulgte rustvognen med den argentinske fodboldstjerne Diego Maradonas kiste i procession gennem Buenos Aires.

Onsdag havde Argentinas præsident, Alberto Fernández, erklæret tre dages landesorg oven på nyheden om fodboldspillerens død, og planen var, at den ikoniske fodboldspiller først skulle begraves torsdag 3. december.

Men den nærmest vilde opmærksomhed fra hele verden i almindelighed og i Argentina i særdeleshed fik Maradonas familie til at beslutte, at begravelsen skulle finde sted allerede i går. Den beslutning skabte store frustrationer blandt Maradonas mange tusinde fans, hvoraf flere forsøgte at forcere hegnene ind til præsidentpaladset, hvor Maradonas kiste stod, inden den blev kørt til familiens gravsted en times kørsel derfra. Ifølge BBC tog politiet såvel gummikugler som tåregas i brug for at få bremset de temperamentsfulde Maradonafans.

Folkemængder i gaderne nær Bella Vista kirkegården i udkanten af Buenos Aires, hvor Diego Maradona blev begravet. Foto: Ueslei Marcelino/Reuters
Venner og familie med Diego Maradonas kiste. Foto: Agustin Marcarian/Reuters
Diego Maradonas nærmeste familie og venner ankommer med kisten til familiegravstedet i udkanten af Buenos Aires. Foto: Ronaldo Schemidt/AFP
Kun de nærmeste venner og familie fik lov at komme helt tæt på ved Bella Vista-kirkegården. Foto: Agustin Marcarian/Reuters
Lige til det sidste måtte der vagter til for at beskytte rustvognen med Diego Maradonas kiste. Foto: Agustin Marcarian/Reuters
En sidste hyldest til fodboldspilleren Diego Maradona, der efter et hjertetilfælde døde onsdag i en alder af 60 år. Foto: Agustin Marcarian/Reuters
Diego Maradon blev begravet her på kirkegården Bella Vista i udkanten af Buenos Aires, hvor hans forældre også er begravet. Foto: Emiliano Lasalvia/AFP
Maradonas kiste - selvfølgelig smykket med hans fodboldtrøjer. Foto: AFP