Fortsæt til indhold
International

Sparebande vil gøre EU-fond mindre

Søndag forsøgte Danmark og co. at få genopretningsfond endnu længere ned. Samtidig er værdikampen i gang.

BRUXELLES

Det begyndte med et tysk-fransk forslag om en EU-genopretningsfond efter corona på 750 mia. euro, hvoraf 500 mia. skulle være direkte EU-tilskud og resten lån.

Danmark, Holland, Østrig, Sverige og Finland ønsker færre penge givet som tilskud og flere som lån. Lørdag kom der et kompromisforslag på bordet, hvor tilskudsdelen var nede på 450 mia.

Søndag præsenterede gruppen af ”sparsommelige” eller ”nærige” – alt efter hvem man spørger – lande med et nyt forslag: en tilskudsdel på 350 mia. euro og et udlån på 250 mia. euro. Altså nu både mindre tilskud og mindre samlet fond, end Tyskland og Frankrig mener er nødvendigt.

Forhandlingerne gik søndag ud over avisens deadline.

Mange mod Orban

Ud over milliardopgøret fylder værdikampen i forhandlingerne. Opgøret står om en mekanisme, som vil give stærkere EU-kontrol med en af unionens grundlæggende værdier, retssikkerhed, som mange mener er udfordret i Ungarn og Polen, der bl.a. svækker domstolenes politiske uafhængighed.

Flertallet ønsker at kunne tage EU-støtte fra et land, som de mener bryder de grundlæggende værdier. Det vil hverken Ungarns premierminister, Viktor Orban, eller Polen acceptere.

»Det er et af de steder, hvor jeg mener, at Europa bliver nødt til at stå fast,« siger statsminister Mette Frederiksen.

»Det, der for alvor binder os sammen, er de europæiske værdier. Det kan jeg ikke se, at vi kan gå på kompromis med,« siger hun.

Viktor Orban har foreslået en mindre muskuløs udgave af mekanismen, hvilket hen over weekenden mødte betydelig modstand fra Hollands premierminister, Mark Rutte.

»Jeg ved ikke, hvad den hollandske premierministers personlige årsag er til at hade mig eller Ungarn, men han angriber så barskt,« sagde Orban søndag og tilføjede:

»Hvis aftalen blokeres, er det ikke på grund af mig, men på grund af den hollandske regering.«