Fortsæt til indhold
Raceuro i USA

Protester mod politivold i USA er vokset til en folkebevægelse

Weekenden bød på de hidtil største protester efter drabet på George Floyd for snart to uger siden. Opbakningen til bevægelsen er vokset mærkbart på kort tid.

WASHINGTON

De udgjorde måske det mindste demonstrationstog på en dag, hvor de protesterende helt havde overtaget Washingtons centrum, men til gengæld det, som modtog den mest højlydte applaus.

»Veteraner for Black Lives Matter«, stod der på skilte hos den lille gruppe af 15-20 aktivister, der lørdag eftermiddag lokal tid bevægede sig rundt på hovedstadens brede boulevarder i marchtempo.

»Vi har aflagt en ed om at respektere forfatningen. Det handler også om at forsvare grundlæggende borgerrettigheder,« forklarede kolonnens talsmand, David, der ikke ønsker sit efternavn i avisen.

Jeg var herinde tirsdag og hørte folk omtale vores tropper som "kujoner" og "forrædere". Det kan vi ikke have siddende på os.
David, talsmand for gruppen "Veteraner for Black Lives Matter"

Som tidligere militærlæge i marinekorpset i bl.a. Afghanistan har han forståelse for de soldater fra nationalgarden og regulære enheder, som har været indsat i hovedstaden. Men han blev oprørt, da ordensmagten mandag i den forløbne uge blev brugt til at rydde gaden foran Det Hvide Hus, for at præsident Trump kunne komme over og posere med en bibel foran den lokale kirke, St. John’s.

»Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg var herinde tirsdag og hørte folk omtale vores tropper som ”kujoner” og ”forrædere”. Det kan vi ikke have siddende på os. Folk i aktiv tjeneste kan ikke protestere, men det kan vi,« sagde han.

Den lille gruppe veteraner var et af de mange forskellige indslag på en lørdag, hvor der var anmeldt over 10 forskellige demonstrationer alene i Washington, herunder et cykeloptog og en velbesøgt manifestation for sundhedspersonale.

I alt myldrede over 10.000 demonstranter rundt i byens centrum, og i snesevis af andre amerikanske storbyer var der også store demonstrationer.

Protesterne er vokset støt i omfang henover den seneste uge, og de livlige demonstrationer lørdag var meget bredt sammensatte.

Talsmanden David ses her bagest i gruppen "Veteraner for Black Lives Matter" på en stor gade i det centrale Washington. Foto: Poul Funder Larsen
Donald Trumps ageren efter drabet på George Floyd har ikke imponeret amerikanerne. Her poserer Trump med en bibel foran St. John's kirke tidligere på ugen. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Den øgede opbakning bag de demonstrationer, der kræver retfærdighed for George Floyd og andre sorte dræbt af politiet, kan også aflæses i opinionstallene.

En ny undersøgelse fra tv-kanalen ABC viser, at 74 pct. af de adspurgte mener, at drabet på den sorte mand i Minneapolis sidste måned ikke blot var et enkeltstående tilfælde, men et symptom på et underliggende problem med racisme hos amerikansk politi.

I undersøgelsen fik præsident Donald Trump dumpekarakter for sin rolle under forløbet: Kun 32 pct. af de adspurgte var tilfredse med præsidentens håndtering af sagen, mens 66 pct. vendte tommelfingeren nedad.

Ved Lincolns mindesmærke

I disse dage fører alle veje i Washington til Det Hvide Hus, der er blevet pakket ind bag et højt trådhegn og lørdag blev bevogtet af bl.a. finskytter placeret på hustagene.

En af de mange fredelige stjernedemonstrationer, der endte foran præsidentens residens tæt ved 16. gade – af bystyret omdøbt til Black Lives Matter Plaza – var lørdag aften dansk tid startet ved Lincoln Memorial, et par kilometer mod syd i byen.

Mindesmærket for præsidenten, der satte slaverne fri, havde tidligere på ugen været under skarp bevogtning af nationalgarden, men nu er de fleste styrker trukket hjem, og trapperne foran det storladne monument var pakket med protesterende.

Billeder af nationalgarden talstærkt opstillet foran Lincoln Memorial tidligere på ugen - som dette fra den 2. juni - vakte opsigt. Lørdag var der dog kun en meget begrænset tilstedeværelse fra ordensmagtens side i Washington. Foto: Win McNamee/AFP
Jen Koch fra Washington deltog i demonstrationen lørdag med sin voksne datter. Hun tror på positive forandringer. Foto: Poul Funder Larsen

»Vi er dødtrætte af at være dødtrætte,« lød det fra en af talerne, mens mængden skanderede navnene på sorte, der er blevet dræbt af politiet.

»Hvor mange blev ikke filmet?« stod der på det skilt, som Jen Koch bar, med henvisning til videoen af George Floyds lange dødskamp i byen Minneapolis.

Sammen med sin voksne datter var hun kommet ind fra Washingtons forstæder.

»Vi er kommet for at støtte bevægelsen mod denne uretfærdighed,« sagde hun.

Der har tidligere været demonstrationer mod politivold. Hvorfor skulle det hjælpe denne gang?

»Det har allerede hjulpet. Alle fire politifolk involveret i anholdelsen af George Floyd er nu anklaget. Der skal nok komme til at ske noget.«