Fortsæt til indhold
International

Iranere forgiftet i forsøg på at undgå corona

Et falsk håb om, at alkohol beskytter mod coronavirussen, har forgiftet tusinder og dræbt hundreder i Iran.

Iranerne er om nogen et folkefærd, der er blevet hårdt ramt af coronavirussen. Ifølge tal fra Johns Hopkins University er mindst 2.500 personer i landet er døde som følge af Covid-19. Satellitbilleder af byen Qom viser samtidig, at myndighederne er begyndt at grave massegrave til ofrene for virussen.

I takt med at situationen i den islamiske republik er forværret, har misinformationen om sygdommen bredt sig. Flere steder på landets sociale medier foreslås der alternative behandlingsmetoder, og det har nu fået alvorlige konsekvenser.

I håbet om, at alkohol skulle beskytte dem mod coronavirussen, har flere iranere indtaget giftig methanol, og det koster menneskeliv.

Alene fredag døde omkring 480 personer efter at have indtaget den falske kur, mens knap 3.000 blev syge. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Methanol er en form for alkohol, der er yderst giftig at indtage, og som kan forårsage åndedrætslammelse, permanent blindhed eller i værste fald død.

I Iran er det ulovligt at drikke alkohol, og derfor sælges der i stor stil alkoholiske drikke på det sorte marked. Disse piratkopier indholder dog ofte det giftige methanol, som de ramte så uvidende et kommet til at indtage.

I det iranske sundhedssystem advarer man kraftigt borgerne mod at forsøge kuren. I visse provinser er problemet blevet så stort, at antallet af døde som følge af en methanol-forgiftning er større end dødstallet for corona-virussen.

»Andre lande har kun ét problem, og det er corona-pandemien. Her kæmper vi på to fronter; Vi er nødt til både at kurere personer med alkoholforgiftning samtidig med, at vi bekæmper coronavirussen,« siger Dr. Hossein Hassanian, der er rådgiver for det iranske sundhedsministerium, til AP.

Muslimer, der drikker alkohol i Iran, kan risikere at blive straffet med en bøde og 80 piskeslag.